Blog Image

Salihas univers

Guld

Min hverdag i Jordan Posted on Fri, January 26, 2018 10:08:36

I Mellemøsten og dermed også i Jordan betyder guldsmykker meget for mange kvinder. De får guld i forlovelsesgave, bryllupsgave, når de føder et barn, har fødselsdag, hvis de efter et stort skænderi genforenes med ægtemanden osv. Nogle begynder at samle på guldsmykker (øre- og fingerringe) som teenagere, og adskillige piger får huller i ørerne og sat små guldøreringe i allerede mens de ligger i vuggen.

Fattige kvinder (og mænd) har naturligvis ikke råd til at købe de eftertragtede guldsmykker. Men så er det godt, at man kan købe falske smykker hos en del gadehandlere og mindre butikker. Og det er såmænd ikke altid til at se forskel på de ægte og de uægte smykker på afstand. Jeg har såmænd selv købt og båret dem engang i forbindelse med et bryllup i Yemen, hvor jeg ikke havde nok ægte smykker med til at kunne imponere de andre kvinder.

Guldsmykkerne bæres imidlertid ikke bare til pynt eller for at imponere omgivelserne. De giver også mange kvinder, der ikke går på arbejde og tjener deres egne penge, økonomisk sikkerhed, hvis manden skulle finde på at skille sig af med dem, eller hvis han dør. Guldet kan altid sælges, og kvinden kan overleve for pengene i en periode. De dyrebare smykker opbevares derfor i en bankboks eller hjemme hos kvindens forældre (hos moren), hvor manden ikke kan få fat i dem.

Guld er og bliver således kvinders stolthed og mænds hovedpine! Når en kvinde skal giftes, går´hun gerne i selskab med sin tilkommende, sin mor og eventuelt en søster hen til guldsmeden. Her står de så ved disken med store julelys i øjnene og beundrer de mange flotte og til tider tunge og meget kostbare smykker. Bruden skal gerne vælge et sæt bestående af en ring, øreringe, en halskæde og nogle armbånd. Men ofte vil bruden og hendes følge have mere end lige aftalt, og gommen, der gerne vil gøre svigermor glad, køber hende såmænd gerne en fingerring. Han vil jo gerne vise sig fra sin bedste side. Ifølge en jordansk ven, der er guldsmed, bruger brudgommen således i gennemsnit fra 3000 op til 5000 dinarer på guldsmykker til bruden inden bryllupsfesten. En dinar svarer til ca. 10 kroner. Nogle låner guld af familiemedlemmer til at have på til brylluppet, hvis de ikke har råd til at købe det selv. Andre igen låner penge i banken til at købe de ønskede smykker, der giver så meget prestige. Når så brylluppet og de første hvedebrødsdage er overstået, så sælger en del nygifte par guldet igen for at kunne betale deres (læs: mandens) gæld. For guldsmykkerne er kun en del af den medgift, som en brud og hendes familie modtager fra brudgommen og dennes familie i forbindelse med brylluppet.

Guldpriserne ligger ikke fast, men bevæger sig op og ned i takt med udbud og efterspørgsel. Men generelt stiger guldpriserne, når det går dårligt for verdensøkonomien. Og guld er faktisk en bedre investering end aktier, da guld er et fysisk materiale. Der kan nemlig ikke bare lige produceres mere guld, hvorfor guld også er et begrænset materiale, hvilket giver det en høj værdi. Det kræver altså ikke lige så meget spekulation, når det kommer til gulds værdi, som det fx gør med aktier. Så man kan på lige fod med mange jordanere købe guldsmykker, når prisen er nede og sælge dem igen, når prisen på guld stiger. Det skal tilføjes, at i Mellemøsten køber de fleste ikke 14 karat. Det skal helst være 18, 21 eller 24 karat og uden sten, da de vejes med, når man køber guldet, men trækkes fra, hvis man sælger det igen.



Kaffekultur i Jordan

Min hverdag i Jordan Posted on Sat, January 20, 2018 16:40:39

I Jordan drikker man kaffe. Meget kaffe!

Går man en tur rundt i Amman, vil man hurtigt opdage, at byen har utallige og særdeles forskellige cafeer foruden de traditionelle mandecafeer, hvor byens mænd mødes for at drikke kaffe, ryge vandpibe, spille backgammon og tale om løst og fast. De mange cafeer i Amman er også godt besøgt af kvinder i alle aldre, der mødes med veninderne for at drikke kaffe eller friskpresset juice og ryge vandpibe. Rygeforbuddet er nemlig endnu ikke nået til Amman.

Nogle af de bedste cafeer er Jafra Cafe nede i den gamle bydel (Wast al-Balad) samt cafeer såsom Fann wa Chai (Kunst og te) og Aristotle, der ligeledes ligger i hipsterområdet Weibdeh. Her kan man mødes med sine venner eller bare sidde med sin computer eller måske læse en god bog. Selv går jeg såmænd i strikkeklub på Mindhub Cafe i Rabieh området. Under ramadanen har cafeerne og en del restauranter åbent til sent ud på natten, da folk gerne går ud for at hygge sig efter at have indtaget dagens første måltid ved solnedgang.

Der serveres alle slags kaffe på cafeerne. Kaffemaskinekaffe (American coffee), cappuccino, espresso, cortado osv. Men man kan også købe den dejligste iskaffe foruden den traditionelle tyrkiske kogte kaffe, der kan bestilles sort (saade uden sukker), midt imellem (wasat med lidt sukker) og sød (halwa med meget sukker). Andre steder kan man få serveret arabisk kaffe, der drikkes af små kopper. Der fyldes op tre gange, hvilket er en gammel beduintradition.

Gæstfrihed er en vigtig del af den jordanske beduinkultur, hvor værten byder på kaffe som symbol på gæstfrihed. Kaffen ristes på en pande over ilden, hvorefter den stødes i en morter af træ eller metal, før den hældes i en kande – dalleh – med vand og kardemomme og koges. Gæsterne bydes på kaffe, og deres kopper fyldes op 3 gange. Æresgæsten får altid først. Den første kop – lil-dhiyf – er til gæstens ære og er tegn på værtens gæstfrihed, anden kop er lil-kayf – for hyggens skyld, og den tredje er lil-sayf – for sværdet, og viser at enhver form for fjendskab er fordampet. Først efter den tredje kop begynder samtalen for alvor mellem de tilstedeværende.

Men kaffe kunne også tidligere være et symbol på hævn i beduinkulturen. Hvis en mand samlede sine naboer og erklærede en kop kaffe for en blodig kop, så betød det, at den der drak koppen var udpeget til at rense familiens ære ved at tage hævn på en navngiven fjende. Hvis han ikke udførte opgaven, blev han selv betragtet som værende uden ære og måtte gå i eksil. Kaffe betød her liv eller død.

Langs Ammans tæt trafikerede gader står der en del små kaffeboder, hvor der nu ikke er meget beduinkultur at skue. Her holder adskillige bilister (taxachauffører, vognmænd, skraldemænd osv.) ind for at købe et papkrus arabisk kaffe, og hvis man som fodgænger kigger godt efter, vil man bemærke, at byens skæve fortove og selv nogle af vejene mange steder har nogle iøjefaldende underlige brune pletter. I starten gik jeg en bue udenom dem, da jeg ikke vidste hvad det var og syntes at det var lidt ulækkert. Men så en dag fik jeg historien af en veninde omkring de famøse brune fortovspletter. Det er simpelthen folk, der smider resterne af deres arabiske kaffe – som gerne er bundfald – på gaden!



Jordans nationalret

Min hverdag i Jordan Posted on Fri, January 12, 2018 11:27:38

Jordan er et forholdsvis nyt land, der tidligere overvejende var beboet af fastboende stammer og beduiner, hvis kogekunst må siges at lade meget tilbage at ønske, når det gælder smag og finesse. Beduinernes mad bestod af, hvad de havde til rådighed i præ-landbrugsperioden såsom kamel-, gede- og fårekød, yoghurt, brød og dadler. På denne måde opstod den jordanske nationalret mansaf, som udefrakommende gerne enten elsker eller hader.

Retten, der stadig af nogle jordanere spises med højre hånd, findes også i Palæstina, i den vestlige del af Irak, i dele af Syrien og Saudi-Arabien. Mansaf består af lammekød kogt i yoghurt og serveres traditionelt på et underlag af fladbrød og/eller ris. Retten serveres gerne til store begivenheder som bryllupper, fødselsdage og helligdage såsom Eid, påske, jul eller i forbindelse med besøg af æresgæster. Traditionelt serveres mansaf på en stor bakke, som man sidder omkring og spiser fra. Men hos den moderne jordanske familie serveres retten på husets fine fade og pyntes med ristede mandler og pinjekerner samt i nogle tilfælde lidt hakket bladpersille.

I det 20’ende århundrede har retten ændret sig en del. Tidligere blev mansaf lavet af kamel- eller lammekød, smør og brød. Senere hen – i 1920’erne blev ris en vigtig del af jordanernes kost og dermed også en del af mansaf. Det er også først senere, at man begyndte at tilsætte jameed – beduinerne fremstillede eller anvendte ikke jameed, før de bosatte sig. Jameed er fåre- eller gedeyoghurt, som koges til en masse for derefter at dryppe af i et ostelærred. Derefter tilsættes den tykke masse salt og rulles i små kugler, der tørres i solen.

Der findes flere varianter af mansaf alt efter regionale forskelle. I området omkring havnebyen Aqaba serveres mansaf med fisk, mens man i den nordlige del af Jordan til tider anvender kylling i stedet for lammekød.

I dag er Jordan, og især landets hovedstad Amman, et mangfoldigt samfund, hvor mange landes kogekunst mødes. Dejlige salater fra Libanon, egyptiske og syriske falafel, irakiske kebab, gryderetter og fisk, japansk sushi osv. Maden i Jordan er således en blanding af Nordafrika, Levanten, Iran osv. med tilbehør som oliven, pickles, yoghurt, hummus, frisk timian, mynte osv. Desserter og kager pryder ligeledes diskene i utallige udgaver. Så bryder du dig ikke om mansaf, så er der meget andet mad at vælge imellem, når du besøger Jordan.

Velbekomme eller ”bil-afiye” som man siger på arabisk.



Ammans egyptere

Min hverdag i Jordan Posted on Fri, January 05, 2018 11:26:41

Enhver bygning i Amman med respekt for sig selv har en egyptisk vicevært. Jeg har aldrig mødt en jordansk, irakisk, syrisk eller yemenitisk vicevært i Amman. Kun egyptere. Gad vide om de på magisk vis har fået patent på at bestride stillingen som viceværter i Jordan?

Abu Ridha har været ansat som vicevært i min bygning i ca. 10 år. Han er en lille, mørk, halvskaldet og kraftig mand med godmodige brune øjne. Han er gift, har tre børn og kom til Jordan, da han var færdig med at aftjene sin værnepligt hjemme i Egypten, hvor familien stadigvæk bor. Hans børn vokser således op uden at se deres far mere end en måned om sommeren en gang om året. Deres far arbejder i et fjernt og fremmed land, som de kun kender via hans fortællinger og fjernsynet. Hans ældste søn er 15 år gammel, og det eneste Abu Ridha ønsker for ham er, at han gør sin skole færdig, kommer i gymnasiet og senere hen tager en god uddannelse. For som Abu Ridha siger: ” Han skulle jo nødig ende som mig. ”

Når jeg tager elevatoren ned til parkeringskælderen, møder jeg tit Abu Ridha, der altid hilser med et stort smil, der når helt op til hans øjne. Andre gange kan jeg ikke se ham, men høre hans gamle fjernsyn køre, når jeg går forbi hans værelse på vej hen til elevatoren. Eller jeg kan høre børnestemmer der via Skype taler med deres far, som griner og laver sjov med dem. Kun ganske få egyptiske gæstearbejdere har hentet deres familie hertil. Måske fordi de ligesom min vicevært bor på et lille værelse ved siden af eller under den bygning, hvor de arbejder.

Abu Ridhas løn rækker til, at han kan forsørge sin familie i Egypten, hvor der er stor arbejdsløshed. Hver lejlighed betaler Abu Ridha 15 dinarer (150 kr.) om måneden, foruden at han får 15 dinarer ekstra pr. lejlighed to gange årligt. Endvidere giver bygningens beboere ham en skilling for at bære gasflasker og vanddunke op til dem, vaske deres biler osv. Og de giver et bidrag hvert år, når han skal forny sin opholdstilladelse, som med en sundhedsattest koster 550 dinarer (ca. 5500 kr.).

Egypterne er kommet til Jordan siden 1970’erne for at arbejde (både legalt og illegalt) og spare penge op for at kunne stifte familie eller for at kunne støtte deres familie hjemme i Egypten økonomisk. Og hvis man kigger godt efter når man går en tur i Ammans gader, vil man bemærke forskellige opslag på byens mure. Nogle af dem er jobannoncer, hvor der søges en mand til ”egyptisk arbejde”. Det vil sige, at man søger en arbejdsmand, skraldemand, vicevært eller rettere sagt: En (egyptisk) mand til at udføre det arbejde ingen jordaner (eller iraker) vil udføre!

Men i løbet af de senere år har egypterne følt sig presset af de mange syriske flygtninge, der er kommet til Jordan. Erhvervsministeriet ønsker nogle af de syriske flygtninge samt flere af de arbejdsløse jordanere fra provinsen i arbejde. Hidtil har mere end 25.000 syrere fået arbejdstilladelse og konkurrerer således med egypterne om jobbene på byens restauranter, cafeer og forretninger, mens erhvervene indenfor byggebranchen, landbrugssektoren og som viceværter stadigvæk hovedsageligt er besat af egyptere.

Ifølge tal fra 2016 (Jordanian Department of Statistics) lever og arbejder der mere end 600.000 egyptere i Jordan.



Vinter i Amman

Min hverdag i Jordan Posted on Fri, December 29, 2017 19:28:53

I Jordan er husene ikke isoleret på samme måde som i Danmark. Det mærkes tydeligt, når vinteren for alvor gør sin entre i december måned. Vejret bliver koldt, det regner og blæser og til tider sner det sågar.

Amman var oprindeligt bygget på syv høje, hvilket med tiden har udviklet sig til nitten fordelt over syvogtyve distrikter. Det vil sige, at mange bygninger ligger op ad skråninger og til tider helt oppe på en bakke. Derfor kan bilister have svært ved at køre bil om vinteren, hvis det regner eller sner, da de stejle skråninger bliver glatte. Bilerne rutsjer simpelthen ned ad bakken, når bilisten forsøger at køre op ad den. Amman lukker derfor ofte helt ned, når det er dårligt vejr.

Sidst på eftermiddagen ruller jeg skodderne ned for mine vinduer, hvorved mørket lægger sig som en skygge over min stue. Men det gælder om at holde vinterkulden ude. Om morgenen ruller jeg skodderne op igen, så solen kan skinne ind og varme den kolde lejlighed, der damper af nattekulden. Hvis jeg hænger mine tæpper ud på altanen, kan jeg iagttage naboernes filippinske og bengalske tjenestepiger gøre det samme. Nogle gange hilser vi smilende på hinanden.

Sætter vinterkulden for alvor ind, trækker jeg to store gasvarmere frem fra krogen bag soveværelsesdøren. Der har de stået siden sidste vinter og samlet støv. Når jeg tænder op, varer det ikke længe før jeg, på trods af aftenkulden der siver ind gennem lejlighedens hvide vægge, nyder at sidde i min lille lejlighed. Varmen bringer minderne frem fra de dage, hvor jeg sad sammen med mine veninder rundt om kerosin-varmeapparatet i Bagdad. Forskellen er, at i Amman sidder jeg tit alene og nyder varmen. Her passer man sig selv ligesom derhjemme i Danmark. De lange mørke vinteraftener bruger jeg således til at skrive diverse indlæg, se tv og strikke spraglede uldsokker, som jeg (og min veninde Camilla) slet ikke kan undvære om vinteren. Kønne er de ikke, men de lever op til deres formål.

Temperaturen i mit soveværelse kan blive som i et køleskab. Når jeg lægger mig i min seng på et uldtæppe med endnu et uldtæppe og en dyne over mig, går der lidt tid før jeg får varmen. Gad vide hvordan de mange tusinde syriske flygtninge derude i den jordanske ørken holder varmen om vinteren? Føler de sig også ensomme blandt mange?

Heldigvis er vinteren i Amman forholdsvis kort, og allerede i marts springer blomster og buske ud og det er muligt at nyde sin tyrkiske kaffe og en lille dadelkage eller to på altanen, hvilket jeg aldrig forsømmer muligheden for at gøre. Og gerne i selskab med Camilla, der bor kun et kvarters gå-gang fra det kvarter hvor jeg bor. Her sidder vi så og ordner ”verdenssituationen” set ud fra vores dansk-jordanske-irakiske perspektiv.

Livet er ikke så ringe endda!



Bog om mit liv i Irak

Mit liv i Irak Posted on Tue, November 08, 2016 16:46:40

Bogen om mine otte år i Irak kan nu købes hos landets boghandlere eller via nettet.

I 1987 rejser Saliha Maria Fetteh med sin irakiske mand, Nureddin, til byen Kirkuk i det nordlige Irak. I løbet af opvæksten i Skagen og Odense har den videbegærlige Saliha læst eventyrlige rejseberetninger fra Orienten og lyttet til faderens farvestrålende sømandsfortællinger, hvilket vækker en rejselyst og fascination af især Mellemøsten i hende. Som 18-årig konverterer hun til islam og opholder sig sidenhen otte år af sin ungdom i Irak – et land hun kommer til at elske på godt og ondt.

Landet mellem de to floder er en medrivende og dramatisk beretning om et Irak, der var engang. Gennem Salihas kærlige og skarpe blik følger vi en ung viljestærke kvinde, som gennem medgang og modgang langsomt integreres i et land, som er præget af krig, diktatur, overvågning og fattigdom, men også rummer en mangfoldighed af religioner og etniciteter, et pulserende byliv samt farvestrålende, kærlige og loyale personligheder.

Salihas historie giver en indsigt i integration, religion og kulturmøder, hvilket ikke mindst bidrager til en forståelse af de politiske spændinger i Mellemøsten, og med nye vinkler på vores hjemlige integrationsdebat.

http://historia-books.dk/product_info.php?products_id=196



Mens vi er til zumba…

Hverdagen i Danmark Posted on Sat, January 03, 2015 21:58:23

Midt i december måned skrev Rasmus Jarlov følgende på sin facebookside, hvilket jeg til en vis grad var enig med ham i:

”Karrierekvinder er i mænds øjne ikke er mere attraktive end ikke-karrierekvinder. Og at mænd vil bare gerne have en kvinde, som er sød og pæn og tager lige så gerne en lærerinde eller sygeplejerske som en topleder.”

“Karrierekvinder er svære at imponere. Kvinder vil gerne have en mand, som de kan se lidt op til, og det er svært for karrierekvinder at finde. Karrierekvinder har derfor færre mænd, som de er interesseret i, og de mænd, som de er interesseret i, har ikke en ekstra interesse i dem.”

Da jeg tænkte nærmere over hans udsagn, kunne jeg imidlertid se, at ikke kun karrierekvinder kan have svært ved at finde en partner. Mange andre kvinder i alle aldre, ansat inden for alverdens faglige retninger, kan også have også svært ved at finde en mand at dele tilværelsen med. Hvilket der er flere årsager til!

For eksempel spurgte en bekendt mig undrende om, hvorfor jeg stadig er single. Var det selvvalgt eller havde ”sådan en som mig” svært ved at finde en passende partner? Jeg må have set lidt underlig ud i ansigtet, for personen skyndte sig febrilsk at undskylde sit spørgsmål med, at hun havde læst et sted, at mænd fravælger stærke kvinder. Så jeg var nok en af de stakler, der gentagne gange på grund af min styrke vrages af mænd fremfor en kvindetype, der stiller mindre krav. Måske. Jeg ved det ikke. For hvem vrager i grunden hvem i disse senmorderne tider?

Jeg tror næppe, ud fra egne erfaringer, det er mændene, der vrager de stærke kvinder. Det forholder sig nærmere omvendt. Danske kvinder i dag er generelt meget selvstændige og kan være yderst kritiske, når de vælger en partner, hvilket der er flere årsager til. Blandt andet den, at de er økonomisk uafhængige og derfor ikke har behov for en forsørger. Men også krav om et passende uddannelsesniveau, sociale kompetencer og et passende udseende spiller naturligvis en rolle. Som enlig muslimsk kvinde står man endvidere overfor endnu udfordring. At skulle finde en mand, der foruden at opfylde disse krav, hvad angår intellekt, udseende og ikke mindst menneskelige kvaliteter, også helst skal være muslim.

En ting der imidlertid har undret mig er, at nogle mennesker tror, at kvinder vil “nøjes”, når de først har nået en moden alder, fordi de så må være desperate efter at finde en partner. Jeg beklager, men der er så vidt jeg ved ingen desperadoer i mit netværk af enlige kvinder. Tværtimod dyrker næsten alle kvinderne, der er mellem 30 og 80 år, enten fitness, karate, zumba eller andre former for motion. Andre går til kor, på aftenskole eller arbejder som frivillige. Fælles for dem alle er, at de fleste af dem også både læser, rejser en del, går på cafe og i biografen. Men hvor i alverden er alle de enlige mænd så henne?

Der er åbenbart en synlig tendens hos mange mænd til at blive lidt for magelige. Eller måske er de bare blevet overflødige? For mændene i mit netværk, mellem 45 og 60 år, foretager sig modsat kvinderne nærmest ingenting! De spiser, ser TV, læser (for nogles vedkommende kun den daglige avis), sidder foran computeren eller ligger på sofaen. En enkelt løber en gang imellem. Endvidere gør de ingenting ud af deres udseende, men er i høj grad præget af hængerøv, tennissokker og en betydelig mave. Sagt med andre ord: De er gået i helt frø.

Men ikke kun singlekvinder klager over de magelige mænd. Gifte kvinder er i stigende grad også utilfredse med deres passive partnere, der lever en glad og tryg tilværelse med arbejde, foran TV, computeren eller ude i haven. Mens deres koner er til zumba! Så måske er der en grund til, at det i to ud af tre skilsmisser er kvinderne, der tager initiativ til at opløse ægteskabet. Mænd tag jer dog sammen!

PS: De to dejlige kvinder på billedet er Inge-Lis (70) og Ingrid (76)



Giv somalierne en chance

Integration Posted on Mon, September 15, 2014 17:40:29

Fyns Stiftstidende “Synspunkt” d. 13. september 2014

For et stykke tid siden overnattede jeg i København i forbindelse med en konference. Næste morgen begav jeg mig tidligt afsted til bybussen, og da jeg stiger ind med et frisk ”godmorgen” på mine læber, bliver jeg mødt af et syn, der i den grad overrasker mig. Chaufføren er en frodig, tørklædeklædt somalisk kvinde, der med et frejdigt smil og hænderne godt placeret på rattet hilser igen. Senere har jeg erfaret, at hun ikke er den eneste somaliske kvinde buschauffør i hovedstaden.

Min positive oplevelse i den københavnske bytrafik fik mig imidlertid til at tænke over, hvordan det mon står til med somalierne i Odense, der udgør 2050 personer af byens 193.370 indbyggere. Og jeg må konkludere, at det vist ikke går så godt, som man kunne ønske sig.

På landsplan gør det sig gældende, at erhvervsfrekvensen for somaliere ligger helt i bund. Kun omkring 27 % af denne gruppe har et job og mænd har en højere arbejdsløshedsfrekvens end kvinder, der for de ressourcestærkes vedkommende bl.a. arbejder indenfor plejesektoren, passer børn eller gør rent. Flere ufaglærte med somalisk baggrund pointerer imidlertid, at det er blevet sværere for dem at finde beskæftigelse indenfor rengøringssektoren, da polakker har overtaget jobbene.

Her i byen taler den unge gruppe af somaliere i stigende grad et fremragende dansk, og de tager gode solide danske uddannelser med henblik på at komme ud på arbejdsmarkedet. Alligevel føler en del af denne veluddannede gruppe sig diskrimineret, når de søger job i Odense. Om der faktisk er tale om diskrimination eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre. Srilankanerne og deres efterkommere, der jo er noget mørkere i huden end somalierne, har tilsyneladende ikke de store problemer med at komme ind på det odenseanske arbejdsmarked, idet ca. 62 % af srilankanerne bosat i Odense by er en del af arbejdsstyrken. Måske er andre ansøgere til stillingerne bare bedre kvalificeret til jobbet end ansøgerne med somalisk baggrund. Eller hvad?

Under alle omstændigheder er arbejdsløsheden blandt somalierne, og
andre flygtninge-indvandrer, samt deres efterkommere fra ikke-vestlige lande et problem, der bør tages seriøst af Odense Kommunes politikere. Der bør fokuseres på det faktum, at en vigtig del af integrationsprocessen foregår ude i samfundet, og dermed også på arbejdsmarkedet, blandt andre mennesker. Det er her, man lærer ikke bare at begå sig på et nyt sprog, men også hvordan man gebærder sig i en ny social og kulturel kontekst. Og så kan det vel ikke passe, at kun somaliske kvinder, bosat i hovedstaden København, er i stand til at køre en bybus. Lad dog også et par gæve somaliske kvinder pryde bytrafikken her i eventyrets by Odense.



« PreviousNext »