Midt i december måned skrev Rasmus Jarlov følgende på sin facebookside, hvilket jeg til en vis grad var enig med ham i:

”Karrierekvinder er i mænds øjne ikke er mere attraktive end ikke-karrierekvinder. Og at mænd vil bare gerne have en kvinde, som er sød og pæn og tager lige så gerne en lærerinde eller sygeplejerske som en topleder.”

“Karrierekvinder er svære at imponere. Kvinder vil gerne have en mand, som de kan se lidt op til, og det er svært for karrierekvinder at finde. Karrierekvinder har derfor færre mænd, som de er interesseret i, og de mænd, som de er interesseret i, har ikke en ekstra interesse i dem.”

Da jeg tænkte nærmere over hans udsagn, kunne jeg imidlertid se, at ikke kun karrierekvinder kan have svært ved at finde en partner. Mange andre kvinder i alle aldre, ansat inden for alverdens faglige retninger, kan også have også svært ved at finde en mand at dele tilværelsen med. Hvilket der er flere årsager til!

For eksempel spurgte en bekendt mig undrende om, hvorfor jeg stadig er single. Var det selvvalgt eller havde ”sådan en som mig” svært ved at finde en passende partner? Jeg må have set lidt underlig ud i ansigtet, for personen skyndte sig febrilsk at undskylde sit spørgsmål med, at hun havde læst et sted, at mænd fravælger stærke kvinder. Så jeg var nok en af de stakler, der gentagne gange på grund af min styrke vrages af mænd fremfor en kvindetype, der stiller mindre krav. Måske. Jeg ved det ikke. For hvem vrager i grunden hvem i disse senmorderne tider?

Jeg tror næppe, ud fra egne erfaringer, det er mændene, der vrager de stærke kvinder. Det forholder sig nærmere omvendt. Danske kvinder i dag er generelt meget selvstændige og kan være yderst kritiske, når de vælger en partner, hvilket der er flere årsager til. Blandt andet den, at de er økonomisk uafhængige og derfor ikke har behov for en forsørger. Men også krav om et passende uddannelsesniveau, sociale kompetencer og et passende udseende spiller naturligvis en rolle. Som enlig muslimsk kvinde står man endvidere overfor endnu udfordring. At skulle finde en mand, der foruden at opfylde disse krav, hvad angår intellekt, udseende og ikke mindst menneskelige kvaliteter, også helst skal være muslim.

En ting der imidlertid har undret mig er, at nogle mennesker tror, at kvinder vil “nøjes”, når de først har nået en moden alder, fordi de så må være desperate efter at finde en partner. Jeg beklager, men der er så vidt jeg ved ingen desperadoer i mit netværk af enlige kvinder. Tværtimod dyrker næsten alle kvinderne, der er mellem 30 og 80 år, enten fitness, karate, zumba eller andre former for motion. Andre går til kor, på aftenskole eller arbejder som frivillige. Fælles for dem alle er, at de fleste af dem også både læser, rejser en del, går på cafe og i biografen. Men hvor i alverden er alle de enlige mænd så henne?

Der er åbenbart en synlig tendens hos mange mænd til at blive lidt for magelige. Eller måske er de bare blevet overflødige? For mændene i mit netværk, mellem 45 og 60 år, foretager sig modsat kvinderne nærmest ingenting! De spiser, ser TV, læser (for nogles vedkommende kun den daglige avis), sidder foran computeren eller ligger på sofaen. En enkelt løber en gang imellem. Endvidere gør de ingenting ud af deres udseende, men er i høj grad præget af hængerøv, tennissokker og en betydelig mave. Sagt med andre ord: De er gået i helt frø.

Men ikke kun singlekvinder klager over de magelige mænd. Gifte kvinder er i stigende grad også utilfredse med deres passive partnere, der lever en glad og tryg tilværelse med arbejde, foran TV, computeren eller ude i haven. Mens deres koner er til zumba! Så måske er der en grund til, at det i to ud af tre skilsmisser er kvinderne, der tager initiativ til at opløse ægteskabet. Mænd tag jer dog sammen!

PS: De to dejlige kvinder på billedet er Inge-Lis (70) og Ingrid (76)