Blog Image

Salihas univers

Giv somalierne en chance

Integration Posted on Mon, September 15, 2014 17:40:29

Fyns Stiftstidende “Synspunkt” d. 13. september 2014

For et stykke tid siden overnattede jeg i København i forbindelse med en konference. Næste morgen begav jeg mig tidligt afsted til bybussen, og da jeg stiger ind med et frisk ”godmorgen” på mine læber, bliver jeg mødt af et syn, der i den grad overrasker mig. Chaufføren er en frodig, tørklædeklædt somalisk kvinde, der med et frejdigt smil og hænderne godt placeret på rattet hilser igen. Senere har jeg erfaret, at hun ikke er den eneste somaliske kvinde buschauffør i hovedstaden.

Min positive oplevelse i den københavnske bytrafik fik mig imidlertid til at tænke over, hvordan det mon står til med somalierne i Odense, der udgør 2050 personer af byens 193.370 indbyggere. Og jeg må konkludere, at det vist ikke går så godt, som man kunne ønske sig.

På landsplan gør det sig gældende, at erhvervsfrekvensen for somaliere ligger helt i bund. Kun omkring 27 % af denne gruppe har et job og mænd har en højere arbejdsløshedsfrekvens end kvinder, der for de ressourcestærkes vedkommende bl.a. arbejder indenfor plejesektoren, passer børn eller gør rent. Flere ufaglærte med somalisk baggrund pointerer imidlertid, at det er blevet sværere for dem at finde beskæftigelse indenfor rengøringssektoren, da polakker har overtaget jobbene.

Her i byen taler den unge gruppe af somaliere i stigende grad et fremragende dansk, og de tager gode solide danske uddannelser med henblik på at komme ud på arbejdsmarkedet. Alligevel føler en del af denne veluddannede gruppe sig diskrimineret, når de søger job i Odense. Om der faktisk er tale om diskrimination eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre. Srilankanerne og deres efterkommere, der jo er noget mørkere i huden end somalierne, har tilsyneladende ikke de store problemer med at komme ind på det odenseanske arbejdsmarked, idet ca. 62 % af srilankanerne bosat i Odense by er en del af arbejdsstyrken. Måske er andre ansøgere til stillingerne bare bedre kvalificeret til jobbet end ansøgerne med somalisk baggrund. Eller hvad?

Under alle omstændigheder er arbejdsløsheden blandt somalierne, og
andre flygtninge-indvandrer, samt deres efterkommere fra ikke-vestlige lande et problem, der bør tages seriøst af Odense Kommunes politikere. Der bør fokuseres på det faktum, at en vigtig del af integrationsprocessen foregår ude i samfundet, og dermed også på arbejdsmarkedet, blandt andre mennesker. Det er her, man lærer ikke bare at begå sig på et nyt sprog, men også hvordan man gebærder sig i en ny social og kulturel kontekst. Og så kan det vel ikke passe, at kun somaliske kvinder, bosat i hovedstaden København, er i stand til at køre en bybus. Lad dog også et par gæve somaliske kvinder pryde bytrafikken her i eventyrets by Odense.



Tyrkiet

Integration Posted on Tue, July 29, 2014 13:11:33

Vollsmoseposten juni 2014

Meget kan siges og skrives om Vollsmose, men ingen kan benægte, at den grønne bydel sprudler af liv. Undtagen måske lige i sommerferien hvor mange især nydanske familier forlader området for at flyve sydpå til Tyrkiet, Libanon, Irak osv. med store Bilka-kufferter proppet til randen med gaver til familien i det gamle hjemland, der hvert år spændt venter på deres ankomst.

I den forbindelse tænker jeg ofte tilbage på dengang, hvor Vollsmoses beboere med tyrkisk baggrund hvert år pakkede deres med Made in China tingel-tangel pyntede biler, og kørte hele vejen ned gennem Europa for at
besøge familien i Tyrkiet. En tur der varede flere dage i sommervarmen, hvilket kunne være en blandet oplevelse for de rejsende, hvis de sad fast i lange bilkøer ned gennem Tyskland med solen bagende på biltaget. Hvor tagbagagebæret gerne var fyldt med kufferter og tæpper forsvarligt bundet fast med tykke reb. Og når turen gik tilbage hjem til Danmark, var bilen ligeledes pakket til bristepunktet med gaver fra familie og venner samt eksotiske delikatesser fra de sydlige himmelstrøg, som man endnu ikke kunne købe i de danske butikker. Kvinderne kom ofte tilbage iklædt nye brogede tørklæder, guldarmbånd og farverige kjoler, ivrige efter at dele deres ferieminder med andre tyrkere bosat i Odense.

Det første land jeg selv besøgte udenfor Europa i 1982 var pudsigt nok også Tyrkiet, men det var imidlertid før Antalya, Alanya og alle de andre turistområder nogensinde kom på tale hos de danske turistbureauer, og før at danskere begyndte at købe sommerhuse i landet. Så min første tur til Tyrkiet gik til en lille anatolsk landsby i Sivas efterfulgt af et par dage i Istanbul.

Tiden hvor de overfyldte tyrkiskejede biler holdt køreklare på Vollsmoses parkeringspladser er forbi, og Tyrkiet er ikke længere et fjernt eksotisk land, men et af danskernes foretrukne feriemål. Mere end 276.000 danskere besøgte i 2013 landet, der er kendt for sin store gæstfrihed og et fortrinligt køkken, som lokker med kulinariske oplevelser ud over det sædvanlige. Endvidere er Tyrkiet på grund af sin beliggenhed mellem øst og vest et moderne land med både en vestlig og asiatisk kultur, der byder besøgende på det bedste fra Europa og Orienten. Danskernes ferierejser samt købt af
sommerhuse i Tyrkiet har imidlertid ikke kun haft betydning for Tyrkiet, men også for forholdet mellem ”gamle” danskere og nydanskere med tyrkisk baggrund. For på grund af danskernes rejser til Tyrkiet, er landet og dens befolkning blevet afmystificeret, hvorfor danskernes forhold til de omkring 55.550 herboende dansk-tyrkere har ændret sig. De er pludselig ikke så fremmedartede længere, og mange ”gamle” danskere taler gladelig med både pizzamanden, buschaufføren og skolelæreren, der har tyrkisk baggrund. Man skal jo lige have vendt ferieminderne, med nogen der ved, hvad man taler om!



Den fynske landsby

Integration Posted on Tue, April 15, 2014 14:36:46

Fyens stiftstidende august 2013

Historie i det grønne

I sommerferien tilmeldte jeg mig en tur til Den Fynske Landsby arrangeret af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS), hvilket skyldtes, at jeg stadigvæk havde en dejlig tur sammen med FTS til Egeskov Slot sidste år i frisk erindring. Turene har dog efterfølgende givet mig en del at tænke over. Blandt andet hvor vigtigt det er, at nye borgere i dette land ikke bare lærer noget om dansk kultur, samt hvordan man begår sig i denne, men også får et indblik i den danske historie for på denne måde at kunne forstå, hvorfor det danske samfund ser ud og fungerer, som det gør. Og det kan ture ud i det danske landskab til historiske steder råde bod på. To præster, en frivillig medarbejder, tolv børn og lige så mange voksne med forskellige etniske og religiøse baggrunde tilbragte således en dejlig dag i hinandens selskab, mens vi lærte lokal fynsk, men så sandelig også dansk historie. En historie som ingen vel kan tillade sig at kalde for kedelig.

Vores guide i den grønne og smukke landsby (uden fortove, som et barn bemærkede) var den gæve Svend-Erik, som med store armbevægelser fortalte om bygningerne i landsbyen, om skandalen i præstegården, om grevens uægte søn der blev skolelærer på Tåsinge og om husmændenes forhold på landet i 1800tallet. Folks ører var stive (om ikke andet, så af anstrengelse for at forstå Svend-Eriks nydelige danske sprog) og deres øjne store som tekopper af al den spænding. Og et besøg i det lille og uhyggelige primitive fængsel samt i den fine præstegård satte for alvor gang i spørgelysten. Hvad fik man at spise, når man var i fængsel? Hvad lavede kvinderne i præstegården? Og hvad betyder ”uægte børn”? Foruden de spændende historier om menneskene og bygningerne i landsbyen vakte også husdyrene begejstring. Og især den store røde ko der i alles påsyn blev behørigt malket, gæssene der gik skræppende rundt og de tofarvede grise i folden. Tænk sig at Fyn og dermed også Odense havde set sådan ud!

Børnene var dog mere interesserede i, hvorfor nogle af landsbyens damer var iklædt lange kjoler og havde ”noget” på hovedet. Var de muslimer? Hvorfor kørte man med hestevogn? Hvor var alle bilerne da henne? Og hvor var toilettet i gamle dage? Spørgsmålene var mange, og børnene ville have svar. Også på hvorfor der lugtede inde i hestestalden, hvilket vel kendetegner en generation, der er vokset op med hovedsagligt at se dyr på Animal Planet, men sjældent i virkeligheden. Men en køretur rundt i landsbyen i hestevogn vakte da stor begejstring hos børnene – og såmænd også hos nogle af mødrene.

Jo da, det var en dag med historieundervisning, når den er bedst. En dag hvor en gruppe voksne og børn med flygtninge-indvandrerbaggrund fik et godt indblik i, hvordan det danske samfund så ud i de gode gamle dage, der på mange måder måske ikke var så gode endda. Men hvad skal de så bruge den viden til, vil nogen måske tænke?

Man kan lære meget om både dansk sprog og kultur på en sprogskole. Ingen tvivl om det. Men intet slår, set med mine øjne, mødet med den virkelige verden, hvor man kan se, spørge, føle og lugte. Endvidere er det vigtigt som både ny og gammel borger i et land at være i besiddelse af en eller anden grad af historiebevidsthed. En viden om historien bag det samfund man er en del af. En viden om hvordan det blev til, hvordan det fungerer nu samt en viden om, hvor det er på vej hen. Det får en helt anden betydning for de fleste mennesker, når de får et personligt forhold til det sted – land eller by – hvor de bor. Det bliver nemlig ens hjem.



I Danmark taler man også arabisk

Integration Posted on Tue, April 15, 2014 14:30:32

Fyens
Stiftstidende d. 17. juli 2013

I Danmark er der stadigvæk en forestilling om, at ”rigtige danskere” er en etnisk, religiøst og sprogligt homogen gruppe, hvilket må siges at være en skrøne, der nærmer sig det latterlige. Danmark har altid modtaget folk udefra og således også i løbet af de sidste 40 år, hvor en del flygtninge og indvandrere med arabisk baggrund har fundet der vej hertil.

Det arabiske mindretal i Danmark udgør i dag ca. 80.000 mennesker, hvorfor arabisk nu er et af Danmarks største minoritetssprog. Denne kendsgerning falder nok nogle for brystet. For i Danmark tales der jo dansk! I andre lande med etniske og religiøse minoritetsgrupper er det dog mere reglen end udtagelsen, at der foruden nationalsproget tales flere sprog, samt at sprogene ”smitter af” på hinanden eller sagt med et andet ord: kombineres.

I slutningen af firserne boede jeg i den nordlige del af Irak, nærmere bestemt i Kirkuk, som dengang var et etnisk og sprogligt kludetæppe bestående af kurdisk, assyrisk og turkmensk foruden landets officielle sprog arabisk. Sjovt var det, som udefrakommende, at lytte til børnene i mit kvarter, når de spillede fodbold, og ivrigt, som den naturligste ting i verden, diskuterede og råbte til hinanden på fire forskellige sprog, uden at nogen syntes, at det var underligt.

Da jeg selv er tyrkisktalende, vakte specielt de turkmensktalende børn min interesse. Turkmenerne har været et mindretal i Irak siden 640, og flere generationers tilknytning til landets officielle sprog arabisk samt manglende kontakt med tyrkisk har med tiden udviklet et unikt tyrkisk sprog, bestående af tyrkiske ord fra en svunden tid, gloser fra moderne tyrkisk samt adskillige låneord fra arabisk. Forstår en tyrker fra fx Ankara en turkmensktalende fra Kirkuk? Ja da, men han synes nok at det lyder lidt sjovt. Forstår en turkmener fra Kirkuk sproget i Tyrkiet? Ja, men han forstår f.eks. ikke altid fagudtryk anvendt indenfor politik og litteratur.

I dag, 25 år efter, underviser jeg i arabisk på SDU og VUC i Odense, hvor mange af mine studerende er dansk-arabere, der af forskellige årsager ønsker at få papir på deres arabiskkundskaber. Interessant er det, som
underviser at iagttage, hvordan samme mønster, som jeg kender fra Kirkuk, er ved at udvikle sig her i Danmark. For jo længere tid personer med arabisk baggrund opholder sig i Danmark, desto flere danske gloser sniger der sig ind i deres modersmål, hvorfor sætninger på arabisk kan lyde således: “Arid aruh ila vejlederen (jeg skal hen til vejlederen), ”Lazim asadjil skema djadida” (jeg skal have lavet et nyt skema), eller ”Andi shugl ind al-kommune (jeg har noget at ordne hos kommunen). Alle eksempler er hørt i undervisningslokalet på VUC hos dansk-arabere, 1. generation. Så jo, arabisktalende nye danskere tilegner sig det danske sprog, men på deres helt egen måde.

Anden generation af dansk-arabere, der har gået i den danske folkeskole og måske også har fuldført en dansk gymnasial uddannelse, taler ikke som deres forældre, men er i stand til hurtigt at skifte mellem de to sprog dansk og arabisk. Men ofte blander de sprogene, fordi man i hjemmet siden de var børn har anvendt danske gloser eller fordi de har tilbragt mere tid sammen med etniske danskere og andre unge dansk-arabere, der taler på samme måde som dem. Fagudtryk indenfor sundhed, politik og litteratur er således gloser, som adskillige dansk-arabere af 2. generation derfor ikke mestrer. Sætninger sammensat af danske og arabiske ord samt grammatiske konstruktioner (f.eks. danske navneord med den arabiske bestemte artikel foran) præger i høj grad det arabisk sprog, som det tales i Danmark. ”Shukran, nej, wallah, jeg er ikke sulten(nej tak, jeg sværger, jeg er ikke sulten), ”La ahab al-gulerod(jeg kan ikke lide gulerod),”Djibi as støvsuger (hent støvsugeren) eller ”Al-yaum kaan andana imtihan bil fysik og kemi(i dag havde vi eksamen i fysik og kemi) er bare nogle enkelte eksempler på, hvordan arabisk i Danmark kan lyde hos unge dansk-arabere i boligområder som f.eks. i Vollsmose.

Kommende generationer af dansk-araberes talesprog vil således udvikle sig, og det vil uden tvivl med tiden komme til at ligne det turkmenske sprog, jeg hørte i Kirkuk. En blanding af et forældet arabisk sprog, nye arabiske gloser lært via rejser og de arabiske satellitkanaler samt danske ord, der ændres så de grammatisk kan bøjes ligesom på arabisk. Men der er såmænd intet underligt i denne udvikling. Det er et sundt tegn på tilpasning at være så fortrolig med sin omverden, at man evner at tilpasse sit sprog til den virkelighed man befinder sig i, samt den person man er som dansk-araber.

Den danske nationalstat, kendetegnet af bl.a. et sprog, svarer derfor ikke længere til realiteterne. Fremtidige generationer af dansk-arabere vil forhåbentligt bevare en del af deres særegenhed, bl.a. via deres sprog, og i stigende grad gøre Danmark til deres eget land. Hvis vi kun kigger på den sproglige del, er dette dog allerede sket. ”Wallah, tro mig”!



Nydanske fotomodeller?

Integration Posted on Sun, October 27, 2013 12:57:20

Indrømmet! Jeg læser en del dameblade og ikke kun, når jeg sidder hos frisøren. For det er ofte fra de flotte kulørte bolig- og modesider, jeg får mine ideer til, hvordan stilen i mit hjem kan ændres eller hvordan mit eget udseende kan peppes lidt op. Endvidere er det afslappende ovenpå en stressende arbejdsuge at læne sig godt tilbage i chaiselongen foran vinduet med et ugeblad i hånden, benene oppe og en kop friskbrygget kaffe med en småkage til, på bordet. Og så kan man vel også tillade sig for en stund, at drømme sig yngre, smukkere og slankere ved at identificere sig med modellerne i bladene.

I den forbindelse er der dog noget, der længe har irriterer mig en del. Hvor er alle kvinderne fra vores etniske minoritetsgrupper henne? Hvorfor har nogle af modellerne i bladene ikke afrikansk, asiatisk eller mellemøstlig baggrund, på lige fod med en stor del af Danmarks kvindelige befolkning? Kan lingeri, sommer- eller vintermode måske ikke præsenteres på en chokoladebrun smuk kvinde? Og hvor er artiklerne og livshistorierne skrevet og fortalt af denne gruppe af nye danskere? Er de, deres liv, dagligdag, tanker og følelser måske ikke interessante for bladenes læsere? Åbenbart ikke.

For det er (desværre) et faktum, at det stadigvæk ofte kun er kvinder med skandinavisk udseende, som får lov til at pryde damebladene i Danmark. Nydanske kvinder er så godt som usynlige. Jeg ved ikke, om det er fordi, at bladhusene har en forestilling om, at nydanske kvinder ikke er potentielle læsere eller forbrugere af den slags modetøj, make-up og møbler, som vises i bladene. Intet kunne være mere forkert! De er i stigende grad forbrugere og køber alt lige fra dyre parfumer, læbestifter og frækt undertøj til ferierejser, hvor Afrika og Kina er målet. Ligesom alle andre borgere i dette land.

I en sæson var en af de sidste tre finalister i Tv-programmet ”Danmarks Næste Topmodel” mulat. Men da en chef fra et af modebladene skulle vurdere de tre finalisters billeder, sagde hun direkte: “Hende her vil aldrig kunne komme på forsiden af bladet, fordi læserne ikke kan identificere sig med hende.”. Sådan! Læserne er ifølge hende åbenbart hvide, ergo skal modellerne også være det. Hvordan virkeligheden så ser ud, når man bevæger sig ned af Strøget i København eller gågaden i byerne Århus og Odense, det er åbenbart ganske underordnet.

Vi har brug for at ændre det stereotype billede af, hvordan en vestlig/dansk kvinde ser ud. Og det kræver bl.a. at dame/modebladene er villige til at tage en chance og anvende modeller, der adskiller sig fra majoriteten. Samt at firmaerne, der hjertens gerne vil reklamere for deres varer i bladene, indser at gruppen af nydanske kvinder ligeledes bruger penge på mode. For tøj gør ikke bare kvinder til en del af et fællesskab, det indikerer også status og er en del af deres ydre personlighed. Påklædning og dermed også mode handler således også om at udtrykke sin identitet. Sin kulturelle identitet. En identitet man udvikler ved bl.a. at identificere sig med andre. Vi viser, hvem vi er via vores beklædning. Men hvem er man, hvis man er usynlige? Ingen. Man er noget samfundet ignorerer.