Blog Image

Salihas univers

Bog om mit liv i Irak

Mit liv i Irak Posted on Tue, November 08, 2016 16:46:40

Bogen om mine otte år i Irak kan nu købes hos landets boghandlere eller via nettet.

I 1987 rejser Saliha Maria Fetteh med sin irakiske mand, Nureddin, til byen Kirkuk i det nordlige Irak. I løbet af opvæksten i Skagen og Odense har den videbegærlige Saliha læst eventyrlige rejseberetninger fra Orienten og lyttet til faderens farvestrålende sømandsfortællinger, hvilket vækker en rejselyst og fascination af især Mellemøsten i hende. Som 18-årig konverterer hun til islam og opholder sig sidenhen otte år af sin ungdom i Irak – et land hun kommer til at elske på godt og ondt.

Landet mellem de to floder er en medrivende og dramatisk beretning om et Irak, der var engang. Gennem Salihas kærlige og skarpe blik følger vi en ung viljestærke kvinde, som gennem medgang og modgang langsomt integreres i et land, som er præget af krig, diktatur, overvågning og fattigdom, men også rummer en mangfoldighed af religioner og etniciteter, et pulserende byliv samt farvestrålende, kærlige og loyale personligheder.

Salihas historie giver en indsigt i integration, religion og kulturmøder, hvilket ikke mindst bidrager til en forståelse af de politiske spændinger i Mellemøsten, og med nye vinkler på vores hjemlige integrationsdebat.

http://historia-books.dk/product_info.php?products_id=196



Jul i Irak

Mit liv i Irak Posted on Tue, April 15, 2014 14:49:51

Vollsmoseavisen december 2013

I årene 1991 til 1995 var jeg ansat som receptionist på Novotel i Bagdad. Hotellets personale bestod af både muslimer og kristne, hvilket dog ikke var noget, vi tænkte over i det daglige. Her gjaldt det først og fremmest om, at få dagligdagen til at fungere. Men dette ændrede sig, når vi nærmede os jul, påske og Eid, hvor både hotellets ledelse og medarbejderne pludselig blev meget bevidste omkring deres religiøse tilhørsforhold. For da skulle der fordeles fridage! Reglen var at d. 25. og 26. december, samt to dage i forbindelse med påsken, kunne ansatte med muslimsk baggrund ikke få fri, da de kristne skulle have ferie. Og ved ramadanens afslutning Eid al-Fitr samt offerfesten Eid al-Adha havde muslimerne to fridage, hvorfor de kristne skulle på arbejde. Kunne man ikke få regnskabet til at gå op, så blev der først og fremmest taget hensyn til ansatte med familie og børn. Endvidere var både Novotel, og flere af byens andre store hoteller, pyntet op til jul med store juletræer (af plastik) og selskabslokalerne var gerne booket af kristne irakere.

Privat bankede man gerne på hos sin nabo, muslim eller kristen, i forbindelse med de forskellige højtider og ønskede denne en god jul, påske eller en velsignet Eid. For man kunne jo være så heldig at blive budt indenfor til et glas te og en lille kage kaldt for “kuletje”, som var fyldt med enten kokos, dadler, Turkish Delight eller valnødder. De kristne bagte kagerne til påske og jul og muslimerne til Eid. Julen var ligeledes synlig på landets dengang eneste TV-kanal, hvor de kristne fra officiel side af blev ønsket en god jul, foruden at man i juledagene kunne se nogle af de samme film, der sendes herhjemme i forbindelse med julen. Ingen jul uden Walt Disney!

Det skal hertil tilføjes, at landets officielle fridage var og er de islamiske samt de nationale mærkedage. Men folk i det gamle Irak var meget åbne overfor andre religioner, hvorfor landet har en lang historie bag sig præget af sameksistens mellem et religiøst kludetæppe bestående af bl.a. muslimer og kristne. Mange moskeer og kirker ligger placeret bare et stenkast fra hinanden, og man kunne tidligere høre ikke bare kaldet til bøn fra moskeerne, men også kirkeklokkerne ringe til gudstjeneste. En lyd der har været en del af det irakiske samfund de sidste 2000 år, da kristendommen er en vigtig del af den irakiske kulturarv. Dette er en kendsgerning, som desværre ikke respekteres af alle og forfølgelse af landets religiøse minoriteter er i dag særdeles udbredt. Antallet af kristne i Irak er således svundet ind fra 10% til under 3%. Kristne i Irak kan imidlertid stadigvæk fejre jul i deres kirker og derhjemme, hvis julen ikke falder samtidigt med den første måned af den islamiske kalender, Muharram. For her sørger shiamuslimer i Irak og resten af verden over drabet på profeten Muhammeds barnebarn Hussein, hvorfor de kristne ikke åbenlyst kan fejre julen. Det er nemlig ikke socialt acceptabelt at glæde sig i en tid, der er sørgeperiode for andre.



Novotel

Mit liv i Irak Posted on Sun, September 29, 2013 10:46:29

Da jeg boede i Bagdad, arbejde jeg 4 år i receptionen på det 4 stjernede hotel Novotel. Det var ikke et job, jeg selv havde søgt, men jeg blev med tiden meget glad for det på grund af gode kollegaer og en begivenhedsrig hverdag. Egentlig søgte jeg arbejde hos Røde Kors, der havde hovedkvarter på Novotel efter Golfkrigen. En del af organisationens medarbejdere boede også på hotellet. Faktisk var hele 1. sal lejet ud til Røde Kors medarbejder, der stammede fra alverdens lande inklusiv Danmark. Jeg blev ikke en af dem. For de afviste mig allerede i deres reception, hvilket fik mig til at fælde et par tårer. Livet var jo ikke ligefrem nemt lige efter Golfkrigen. Prisen på fødevarer steg næsten dagligt og mine penge var ved at slippe op. Mine guldarmbånd og fingerringe havde jeg solgt for længe siden, og de penge jeg tjente ved at strikke og bage kager (især danske vaniljekranse) for folk strakte ikke langt.

Da jeg på vej ud fra Røde Kors passerede gangen, hvor Røde Halvmåne havde til huse, kom en herre ud fra et kontor. Han kiggede nysgerrigt på mig og spurgte: ”Hvad er der dog galt med dig lille frøken? Kom med herind på mit kontor og tør dine øjne. Jeg ringer lige efter lidt te.”

En halv time senere sad vi på hoteldirektørens kontor, der som noget af det første spurgte mig: ”Kender du Inge?”. For det viste sig, at hans gamle nabo var en dansk kvinde, irakisk gift og bosat i Irak siden midten af 50erne. Jeg kendte ikke Inge, men det var ingen hindring, sagde direktøren, Zauba al-Rawi, grinende. Det kunne jeg komme til, for jeg var hermed ansat. Hvor heldig kan man være?

Jeg underskrev en ansættelseskontrakt, hvori der bl.a. stod, at det var forbudt at diskutere religion i arbejdstiden. Og at min arbejdstid var 8 timer om dagen, 6 dage om ugen. Overraskelsen var, at der for hotellets ansatte var ligeløn! Dernæst gik turen op til hotellets skrædder, der tog mine mål, så han kunne sy en fin uniform til mig. Og således blev jeg, danske Saliha Marie Fetteh, den første receptionist med tørklæde på, på et fint hotel i Bagdad!



Mød charmetrolden Fadi

Mit liv i Irak Posted on Fri, September 13, 2013 12:59:28

Mød charmtrolden Fadi. Min lille ven i Irak. Min nabos søn.

Lille Fadi gik hjemme hver dag og tullede rundt hos sin mor, når storebroderen var i skole. Og det var ikke altid, han kunne få tiden til at gå, mens moderen havde travlt med at vaske tøj, lave mad og gøre rent. For Fadi måtte ikke gå ned på gaden foran bygningen for at lege. Og der var heller ikke andre børn i bygningen, som han eventuelt kunne være lidt sammen med indendørs. Så Fadi bankede ofte på hos mig i håbet om, at jeg havde lidt tid til ham og måske bød ham på en småkage eller to. Man havde jo lov til at håbe.

Men det bedste Fadi vidste, var når jeg skulle bage kage. For jeg havde ingen ovn, hvorfor jeg måtte banke på hos Fadis mor, hver gang jeg skulle bage noget. Det kunne også hænde, at Fadi fik lov til at røre kagedejen sammen, hvilket han gjorde med store armbevægelser og højt humør, da han således fik mulighed for at tage sig et par lækre smagsprøver undervejs.

Det jeg dog stadig husker bedst var en dag, hvor jeg havde fået fat i en pose vingummi i fine røde og gule farver. Om aftenen tog jeg et par stykker med ind til naboen, hvor Fadi og storebroderen med store øjne tog imod de kulørte lækkerier.

Lidt senere på aftenen blev børnene lagt i seng og jeg drak te sammen med deres mor. Da jeg omkring midnat rejste mig for at gå ind til mig selv, kiggede jeg lige ind til børnene, der sov trygt. Og min øjesten Fadi med sin lille hånd tæt knyttet sammen omkring sine 2 stykker vingummi.

Næste eftermiddag da jeg atter var hos naboen gik Fadi stadigvæk rundt med sine 2 efterhånden ret klistrede stykker vingummi i hånden. Jeg kaldte ham hen til mig og spurgte: “Fadi, hvorfor spiser du ikke dit slik? Kan du ikke lide det?”

Drengen kiggede på mig med store øjne og svarede: “Jo da tante Saliha. Men jeg vil gemme det til min far kommer hjem, så han kan se, at jeg har fået slik”.

Fadis far var i hæren og kom hjem 1 gang om måneden!



Hvornår er man voksen?

Mit liv i Irak Posted on Sat, September 07, 2013 16:52:04

Hvornår er man voksen? Dette afhænger blandt andet af, hvilken kultur man tilhører. I de fleste meget traditionelle samfund er en pige voksen, når hun begynder at menstruere. Og hun kan således også bortgiftes med henblik på at skulle føde børn, helst sønner, for at føre slægten videre. Sådan har man gjort i generationer, og sådan gør man stadigvæk.

Den lille sky og nygifte ”kvinde” der på dette billede bager dejlige fladbrød til sine gæster – bl.a. mig – er fra den sydlige del af Irak. Nærmere bestemt fra et øde område der hedder Sayyid Dakhil, nahiyat al-Ahrar, Dhi Qar. Jeg ved ikke, hvor gammel hun er, men jeg vil skyde på et sted mellem 12 og 14 år. Hun har endnu ingen bryster, men hun har malet sig med sort kohl omkring øjnene, pyntet sine hænder med henna og iklædt sig fine grønne bukser samt en rød kjole under den sorte abaya. Tegnet på at hun er en gift kvinde. Hendes nøgne og allerede slidte fødder stikker ud under abayaen – sko er ikke noget, hun ejer.

Den lille kvinde er beduin. Hun boede sammen med sin mand, dennes mor, far, lillesøster, bror samt en svigerinde med 2 små børn, da jeg besøgte hende og familien i deres telt. Men hun havde som nygift sit eget sovested med fine puder og dejlige tykke vattæpper til at varme sig under på de kolde ørkennatter. Gad vide om hun var tilfreds med livet eller om hun havde andre drømme? Jeg ved det ikke. For i løbet af de dage, hvor jeg opholdt mig i teltet hos familien, sagde hun ikke et eneste ord. Eller smilede bare en enkelt gang. Jeg ved end ikke, hvad hun hedder. Hun var et navnløst lille væsen, der vimsede tavs omkring for at udføre sine daglige pligter.

Jeg ved, at hendes dag startede ved solopgang. Og at der i løbet af dagen skulle hentes vand, bages brød, malkes får, hentes kviste til brænde, laves te og vaskes op nede ved flodbredden osv. Om aftenen, når solen gik ned, sad hun rank og stolt i kvindernes ende af teltet, der var delt på midten af et stort forhæng, sammen med de andre kvinder, mens mændene drak velduftende arabiske kaffe ovre på deres side. Når hendes mand rejste sig og gik mod deres fælles sovested, så fulgte hun lydigt efter ham på sine små bare beskidte fødder.

Efter et par dage i teltet tog jeg videre til storbyen Basra, hvor livet for de fleste mennesker ser noget anderledes ud end hos beduinerne. Men jeg ved såmænd ikke om de er lykkeligere. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har dog aldrig glemt den lille tapre ”kvinde”, der lydløst gik omkring og sørgede for alt og alle. Gad vide hvordan hendes liv siden hen har formet sig?



Når bomberne falder

Mit liv i Irak Posted on Sat, September 07, 2013 16:47:13

I disse dage er der af flere årsager fokus på Syrien, hvor situationen dag for dag spidser til. Næsten dagligt ser vi forfærdelige billeder i medierne af børnelig, grædende kvinder og kæmpende mænd. Mange mennesker
kan af gode årsager ikke finde hverken hoved eller hale i konflikten for hvem kæmper mod hvem og hvorfor?

Jeg selv sidder med blandede følelser i mit hjerte, mens jeg tænker på, hvordan den brede syriske befolkning mon har det, hvad tænker de på, hvad føler de, hvad frygter de og hvad spiser og drikker de? Og det gør jeg, fordi jeg kun alt for godt husker, hvordan det var i Bagdad under Golfkrigen i Irak i 1990-91, da byen blev udsat for amerikanernes bomber.

Ja, jeg var hende, der blev. Hende, der først ikke måtte rejse, og derefter selv nægtede at rejse ud sammen med de andre danskere, da hun endelig fik chancen. Måske havde jeg valgt anderledes i dag, hvor jeg er blevet noget ældre og flere erfaringer rigere. Hvem ved? Under alle omstændigheder så blev jeg i Bagdad og ved derfor, hvordan mange syrere i disse dage må føle sig. Nemlig bange! Ikke bare for vold, gas bomber, men også for hvad fremtiden må bringe.

Værst var det, når Tomahawk missilerne faldt om natten. For det var mørkt. Meget mørkt. Noget af det første man havde bombet sønder og sammen var nemlig elværkerne! Jeg gik aldrig i beskyttelsesrummene, men blev siddende alene i min lejlighed hele den tid krigen varede – i alt 41 dage. Kun en gang vovede jeg mig over på den anden side af floden for at overnatte et par dage hos en irakisk familie, som jeg tidligere havde boet hos. Ellers gik dagen med at tappe vand fra en vandhane under naboens trappe, sove, spise hvad der nu var at spise, læse, strikke og bede. Bede til at det hele snart var forbi og alt blev normalt igen. Jeg savnede mine arabiskstudier, mit store netværk, det livlige byliv om aftenen, eftermiddagene rundt om tebakken, Made in China, grinende sammen med veninderne, mens vi proppede vores munde med friskbagt brød fyldt med tyk fløde og dadelsirup. Nu var det eneste, jeg proppede mig med Mariekiks og varm stærk te med masser af sukker og kardemomme. Man kunne tidligt om morgenen, begive sig hen til nærmeste bager og stå i lange køer for at købe lidt brød, der så lidt underligt ud. Men det var ikke altid, jeg orkede det. I stedet købte jeg cigaretter. Så kunne jeg da i det mindste ryge sulten væk for en stund. Eller tage mig en smøg om natten, når en karakteristisk pibende lyd varslede, at missiler var på vej gennem luften. Missiler hvis trykbølger fik vægge og vinduer og mig til at
ryste, når de ramte plet.

Alt gik i stå både ude i samfundet og på det individuelle plan. Noget af det dyrebareste blev tændstikker og stearinlys samt de gamle Aladdin petroleumsovne, hvorpå jeg lavede mad, da gas blev en mangelvare. Rent
vand i vandhanerne var ikke længere en selvfølge, hvilket jeg først opdagede efter krigen på grund af de mange orm, jeg havde fået i min mave.

Angsten og sulten gjorde mig egoistisk. Det eneste jeg kunne tænke på, var mig selv. Heldigvis havde jeg ikke børn. For hvordan ville jeg så have reageret? Hvordan ville jeg have gjort, hvis det ikke var muligt for mig at hjælpe mit barn, samt opfylde dets basale behov – medicin, tæpper, mad osv. Og hvordan ville jeg have reageret, hvis jeg efter krigen havde opdaget, at verdenssamfundet nærmest var ligeglad med mig og mit barn ligesom vi i disse dage kan se er tilfældet med Syrien?



Fattigdom er ingen skam

Mit liv i Irak Posted on Wed, August 21, 2013 16:40:11

Refleksioner

I dag sad jeg og kiggede på alle mine gamle og efterhånden både slidte og falmede billeder fra den tid, hvor jeg boede i Irak. Og så slog det mig, hvor forskelligt vi kvinder var klædt på. Nogle var helt tildækket – andre var i korte nederdele og havde flagrende firsermode hår. Men ikke én gang i de 8 år, hvor jeg boede i henholdsvis Kirkuk og Bagdad, hørte jeg nogen sige, at pigerne i de korte skørter, ikke var rigtige muslimer. For man beskrev folk som enten religiøse eller troende. De troende muslimer var alle dem, der bekendte sig til islam. De religiøse var dem, der gjorde lidt mere ud af deres religion i hverdagen. Aldrig hørte jeg ord som kafir (vantro), murtad (frafalden) osv. anvendt om andre mennesker endsige lille blåøjede mig fra Danmark. Heller ikke om personer fra andre irakiske religiøse minoritetssamfund såsom de kristne, yazidierne, sabæerne osv.
Hvad er der dog sket siden da?

Jeg boede, af forskellige årsager, et helt år gratis hos en shiamuslimsk familie med 8 børn i Bagdad. En familie der kun lige havde til dagen og vejen, men besad hjerterum af den helt unikke slags samt en ekstra madras, hvorpå jeg kunne sove om natten. På denne måde fik jeg en reservemor, der yndede at pynte mig efter alle kunstens regler, før jeg begav mig ud i det offentlige rum. En kvinde fra landet, analfabet og bortgift som 12-årig. En kvinde hvis liv var gået med at føde børn, lave mad og gøre rent. Og måske et besøg hos familien fredag eftermiddag. Men også en kvinde der på mange måder besad mere visdom end mange af de fordømmende mennesker, jeg møder i dag.

Når jeg var ked af det på grund af min situation, så havde hun altid tid til at give mig et knus, mens hun sagde: ”Saliha, min pige, fattigdom og elendighed er ikke noget man skal skamme sig over. Det er ikke ”ayb” (upassende). Det er måden, du omgås andre mennesker, du skal tænke over. For kan du ikke omgås andre mennesker med respekt, lige meget hvem de er, så burde du skamme dig. For det er ”ayb”.