Blog Image

Salihas univers

Ramadan i Danmark

Islam i Europa Posted on Tue, April 28, 2020 19:56:35

Da den islamiske fastemåned – ramadanen – startede d. 24. april, ønskede Sikandar Siddique (løsgænger) det muslimske mindretal i Danmark en god ramadan fra Folketingets talerstol. Denne gestus forårsagede en del tumult blandt hans kollegaer i folketingssalen, da de ikke mente, at en sådan udtalelse hører til i det danske folketing. Et folketing hvor man uden postyr godt må ønske sine landsmænd en glædelig jul og et godt nytår. Inger Støjberg (V) forstod ikke, hvorfor Sikandar absolut skulle ønske danske muslimer en god ramadan. Mødeleder Pia Kjærsgaard og Mette Thiesen (NB) blev ligeledes sure over hans bemærkning, hvilket man nok kunne have sagt sig selv. De minder mig faktisk lidt om den gruppe af fanatiske muslimer, der hvert år nægter at ønske deres danske medborgere en god jul, selvom dette vel må anses for at være almindelig høflighed.

Hvorfor er det SÅ svært for mange af vores politikere at omfavne Danmarks største mindretal? De burde om nogen vide, at det samler landets befolkning, når man respekterer hinandens forskelle. Desuden burde de efterhånden nok have indset, at det danske samfund er præget af en kulturel, etnisk og religiøs mangfoldighed, der ikke forsvinder. Men en ting er at se det. En anden ting er offentligt at indrømme det over for den del af befolkning, der stadigvæk lever i troen på, at man kan skrue tiden tilbage til dengang de fleste hed Hansen og Nielsen. Jeg må desværre skuffe dem med, at fortiden ikke vender tilbage. Tværtimod bliver den danske befolkning, og dermed også den danske kultur, på alle måder mere mangfoldig.

Det muslimske mindretal i Danmark udgør i dag omkring 320.000, hvoraf en del selvfølgelig ikke er religiøse. Men ramadanen handler ikke kun om faste og tro. Den handler – ligesom julen – også om næstekærlighed, hygge og familietraditioner. Traditioner der ændrer sig fra generation til generation, da tilværelsen i Danmark naturligvis påvirker den muslimske minoritets måde at tænke og leve på. Ramadanlys, ramadanpynt (der gerne klippes sammen med børnene), ramadankalendere osv. er blevet en del af islam i Danmark. Og det skulle såmænd undre mig om ikke der er røget et par danske lune retter mad og desserter ind på ramadanmenukortet.

Jeg mener, at en stats- eller integrationsminister burde ønske det store muslimske mindretal i Danmark en velsignet ramadan og en glædelig Eid. Og især i år hvor mange af os, lærere, sygeplejersker, læger, SOSU-assistenter o.a., har været med til at holde samfundet i gang under Corona-krisen. Det gør andre statsoverhoveder med respekt for sig selv. Prins Charles af England, den canadiske premierminister Justin Trudeau, Donald Trump og forbundskansler Angela Merkel. Ja selv Ekstrabladet, der jo som bekendt tør, hvor andre tier – har ønsket os en glædelig ramadan.

I Mellemøsten er det ganske naturligt, at statsoverhovederne ønsker de kristne mindretal en glædelig jul og påske. Kan det virkelig passe, at danske politikere er så smålige, at de ikke under andre mennesker – danske statsborgere – friheden til at være stolte af og fejre deres religiøse højtider? Muslimer og islam hører også til i dagens Danmark. Sådan er det nu, og sådan forbliver det i fremtiden. I Danmark har man nemlig religionsfrihed.



Muslimske Plejehjem?

Islam i Europa Posted on Tue, April 15, 2014 14:53:13

Fyens stiftstidende 5. April 2014

Tiden går, og dagen hvor jeg måske skal flytte på plejehjem, er ikke så fjern endda. Men efter at have besøgt flere plejehjem i Odense spekulerer jeg over, hvordan jeg mon som muslim vil have det med at bo på et ganske almindeligt dansk kommunalt plejehjem? Ikke så godt, har jeg allerede konkluderet.

Lugten af cigaretter (især fra personalet), traditionel dansk mad og sygehus præger desværre tit indeklimaet, og væggene på gangene er gerne dekoreret med enten kunst eller billige billeder og malerier. Her pryder ingen smukke, kunstfærdige og snirklede Koranvers på arabisk i fine rammer med guldkant, eller andre islamiske symboler væggene. Beboerne på hjemmene indretter imidlertid deres små værelser som de vil, med møbler, alverdens nips og potteplanter fra det hjem de er fraflyttet. Men man skal vel også have lyst til at bevæge sig udenfor sit værelse, hvis man ellers er i stand til dette.

Jeg har desuden konstateret, at plejepersonalet ikke altid besidder den nødvendige viden, kompetence og især tid til at pleje ældre med muslimsk baggrund, der ofte stiller andre krav til fx personlig hygiejne end ikke-muslimske ældre. For eksempel de fem daglige rituelle afvaskninger før bøn, der, når man bliver ældre, kan kræve lidt hjælp. Hjælp der kan være svær at få, når man skal konkurrere med hjemmets andre beboere om de ansattes tid for også at komme på toilettet, hvor den ældre muslim vil ønske at blive vasket efter hvert besøg for at undgå urin på tøjet. Endvidere er der på hjemmene ikke mulighed for hverken at deltage ved fredagsbøn eller at fejre de islamiske højtider sammen med ligesindede. Alle arrangementerne på plejehjemmene er i dag tilrettelagt med udgangspunkt i en protestantisk ældregeneration. Sidst, men ikke mindst, vil maden for manges vedkommende være et problem, da muslimer gerne forlanger halalslagtet kød og ikke spiser svinekød.

En løsning kunne være private muslimske plejehjem, hvilket imidlertid er en ide, der ikke modtages med begejstring fra ikke-muslimsk side af. Dette bl.a. ud fra begrundelsen at muslimske plejehjem er endnu en opdeling i et ”dem og os”, hvilket det vel i grunden også er. En tanke der i andre sammenhænge ellers er mig meget imod. Men det vigtigste må være at ældre muslimer kan føle sig hjemme og godt tilpas de sidste år af deres liv, hvor det ofte er de små ting i hverdagen, der giver følelsen af glæde, tryghed og velvære. Og hvis de ældre selv, eller familien, ikke ligger nogen til byrde, men selv betaler, så kan jeg ikke se, hvorfor man afviser tanken om private muslimske plejehjem.

Derfor bør vi muslimer bruge flere kræfter på at lære af andre
trossamfund, der har mere erfaring på ældreområdet, end vi selv har. I 2007 blev et privat jødisk plejehjem med kosher-køkken, gårdhave og synagoge åbnet i København, hvilket er et initiativ, danske muslimer efter min mening burde efterligne, da vi ikke kan hente inspiration fra de islamiske lande. Der har man nemlig endnu ikke tradition for at sende ældre på plejehjem. Vi bør ikke glemme, at vi har et ansvar for vores ældre og deres velvære på samme måde som de havde ansvaret for os, da vi var børn. Og så måske huske på, at den dag hvor vi selv skal på plejehjem, kommer hurtigere end vi tror.



Lang dag i håndtrykkets tegn!

Islam i Europa Posted on Tue, June 18, 2013 10:37:27

Fredag d. 14 juni 2013

I dag var jeg censor i Tilst, hvor underviseren havde arabisk baggrund. Og ja. Han rakte smilende hånden ud og sagde pænt goddag, da jeg hæsblæsende ankom i sidste øjeblik.

Men jeg har da haft tid til at følge debatten her på Facebook omkring den famøse censor, der før sit besøg på et af landets gymnasier meddelte, at han ikke ville give kvindelige studerende hånden. Tak for det siger jeg bare. I dag har han ikke bare fornærmet det halve af Danmark, men også gjort Pia Kjærsgaard og DF en kæmpe tjeneste. Pia har indtil videre fået over 2500 likes på Facebook på grund af sin kommentar til sagen.

Endvidere har den kære censor bekræftet to af mine fordomme. Den første er, at man ofte i Danmark er yderst konfliktsky. Hvordan vil man ellers forklare, at et dansk gymnasium meddeler på deres Intranet, at der skal tages hensyn til en censor, der nægter at give hånd. Hvorfor bad man ikke om en anden censor?

For det andet er jeg blevet bekræftet i mine fordomme om visse muslimers fortolkning af islam. Totalt firkantede i deres små hoveder! I fremtiden får vi uden tvivl en del konflikter på arbejdsmarkedet på grund af lignende sager.

At give hånd er en del af den danske kultur. At afvise en fremstrakt hånd er slet og ret ubehøvlet! Lige meget hvem og hvad man er.

God weekend