Mange mennesker ser undrende på mig, når jeg fortæller dem, at jeg har undervist i arabisk i snart 20 år. For hvad kan man dog bruge det til? De forbinder næsten automatisk sproget med Koranen eller islam, og overser fuldstændig det faktum, at arabisk ligeledes er litteraturens og musikken sprog. Desuden er det et utroligt smukt og poetisk sprog, når det vel at mærke tales og skrives ordentligt. Sidst, men ikke mindst, er arabisk også et meget større sprog end fx dansk. Faktisk er arabisk det femtestørste sprog i verden – det tales i en eller anden version i 22 lande og tales af en halv milliard mennesker, hvoraf mere end 7 millioner bor i Europa. Det er faktisk så udbredt, at der findes mere end 30 moderne varianter og hundredvis af regionale dialekter.

Men arabisk er også et sprog ligesom alle andre, der forbinder mennesker og dermed også kulturer med hinanden. Derfor undrer det mig gang på gang, at danske diplomater, journalister, præster, undervisere, læger, lærere, pædagoger osv. ikke lærer bare lidt arabisk. Jeg oplever jo gang på gang, at diplomater fra andre lande såsom Japan, Italien, Kina og sågar USA lærer at tale arabisk, hvorved de får et helt andet forhold til befolkningen og kollegaerne i det land, de er udstationeret i. Hvorfor anses det af mange i Danmark for at være finere at lære fransk eller spansk? Er det fordi man, bevidst eller ubevidst, i Danmark betragter arabisk som et sprog, der kun tales af besværlige flygtninge og indvandrere bosat i en af de såkaldte ghettoer? Og at i Danmark tales der dansk. Tja jeg må desværre knuse den illusion. Det næststørste sprog i dagens Danmark er engelsk efterfulgt af – netop arabisk! 

Foruden udfordringen med at folk ikke fatter, hvorfor man dog underviser i arabisk, tror mange fejlagtigt, at jeg kun underviser unge med arabisk baggrund. Altså en slags modersmålsundervisning. Det gør jeg såmænd også, men kursistgruppen er faktisk en blandet gruppe af helt unge mennesker med meget forskellige etniske, religiøse og sociale baggrunde. De synes måske, at det arabiske sprog er en spændende udfordring, da de jo skal lære et helt nyt alfabet foruden at de skal skrive fra højre mod venstre. Men de er – for det meste – positive og de klarer sig såmænd også godt til eksamenen. Måske fordi de forstår, at arabisk er et fag som alle andre.

I Europa stiger efterspørgslen fra arbejdsgiverne på arabisktalende medarbejdere, så både kursernes kvalitet, materiale og tilgængelighed har forbedret sig de seneste år. Desuden er det jo altid et plus, hvis man arbejder i eller med Mellemøsten, at man taler lidt arabisk og derfor kan indgå i forskellige sociale sammenhænge, hvor der ikke kun tales engelsk.  Mens dét at kunne tale flere sprog foruden dansk og engelsk naturligvis altid pynter på et CV.

Arabiskfaget er således hverken modersmålsundervisning kun for arabere og muslimer eller ”bare” et ghettosprog, der tales at en stor gruppe mennesker med arabisk baggrund bosat i storbyernes sociale boligbyggerier. Det er SÅ meget andet, hvilket jeg opdagede som ung, da jeg selv (på trods af en del udfordringer) lærte sproget på en sprogskole i Bagdad.

I dag er jeg glad for at jeg, på trods af manges bemærkninger om at arabisk ikke kunne bruges til noget, holdt fast i at jeg ville lære sproget. Næste år kan jeg nemlig fejre 20-års jubilæum som arabiskunderviser, hvilket vel er helt godt gået af en dansk kvinde som mig. Eller hvad?

Mine gamle arabiske lærebøger fra Bagdad