Da den islamiske fastemåned – ramadanen – startede d. 24. april, ønskede Sikandar Siddique (løsgænger) det muslimske mindretal i Danmark en god ramadan fra Folketingets talerstol. Denne gestus forårsagede en del tumult blandt hans kollegaer i folketingssalen, da de ikke mente, at en sådan udtalelse hører til i det danske folketing. Et folketing hvor man uden postyr godt må ønske sine landsmænd en glædelig jul og et godt nytår. Inger Støjberg (V) forstod ikke, hvorfor Sikandar absolut skulle ønske danske muslimer en god ramadan. Mødeleder Pia Kjærsgaard og Mette Thiesen (NB) blev ligeledes sure over hans bemærkning, hvilket man nok kunne have sagt sig selv. De minder mig faktisk lidt om den gruppe af fanatiske muslimer, der hvert år nægter at ønske deres danske medborgere en god jul, selvom dette vel må anses for at være almindelig høflighed.

Hvorfor er det SÅ svært for mange af vores politikere at omfavne Danmarks største mindretal? De burde om nogen vide, at det samler landets befolkning, når man respekterer hinandens forskelle. Desuden burde de efterhånden nok have indset, at det danske samfund er præget af en kulturel, etnisk og religiøs mangfoldighed, der ikke forsvinder. Men en ting er at se det. En anden ting er offentligt at indrømme det over for den del af befolkning, der stadigvæk lever i troen på, at man kan skrue tiden tilbage til dengang de fleste hed Hansen og Nielsen. Jeg må desværre skuffe dem med, at fortiden ikke vender tilbage. Tværtimod bliver den danske befolkning, og dermed også den danske kultur, på alle måder mere mangfoldig.

Det muslimske mindretal i Danmark udgør i dag omkring 320.000, hvoraf en del selvfølgelig ikke er religiøse. Men ramadanen handler ikke kun om faste og tro. Den handler – ligesom julen – også om næstekærlighed, hygge og familietraditioner. Traditioner der ændrer sig fra generation til generation, da tilværelsen i Danmark naturligvis påvirker den muslimske minoritets måde at tænke og leve på. Ramadanlys, ramadanpynt (der gerne klippes sammen med børnene), ramadankalendere osv. er blevet en del af islam i Danmark. Og det skulle såmænd undre mig om ikke der er røget et par danske lune retter mad og desserter ind på ramadanmenukortet.

Jeg mener, at en stats- eller integrationsminister burde ønske det store muslimske mindretal i Danmark en velsignet ramadan og en glædelig Eid. Og især i år hvor mange af os, lærere, sygeplejersker, læger, SOSU-assistenter o.a., har været med til at holde samfundet i gang under Corona-krisen. Det gør andre statsoverhoveder med respekt for sig selv. Prins Charles af England, den canadiske premierminister Justin Trudeau, Donald Trump og forbundskansler Angela Merkel. Ja selv Ekstrabladet, der jo som bekendt tør, hvor andre tier – har ønsket os en glædelig ramadan.

I Mellemøsten er det ganske naturligt, at statsoverhovederne ønsker de kristne mindretal en glædelig jul og påske. Kan det virkelig passe, at danske politikere er så smålige, at de ikke under andre mennesker – danske statsborgere – friheden til at være stolte af og fejre deres religiøse højtider? Muslimer og islam hører også til i dagens Danmark. Sådan er det nu, og sådan forbliver det i fremtiden. I Danmark har man nemlig religionsfrihed.