Der er flere årsager til, at jeg i en moden alder valgte at bosætte mig på deltid i Amman. For det første følte jeg mig lidt rodløs. Jeg er født i Danmark og har etnisk danske forældre. Men som ung konverterede jeg til islam, hvorfor jeg tilhører en religiøs minoritet i Danmark. Jeg tilhører faktisk en minoritet i minoriteten, da jeg ikke, som de fleste muslimer, har mellemøstlig baggrund, men tilhører gruppen af etnisk danske muslimer. I Jordan derimod er jeg en del af majoriteten, hvad angår mit religiøse tilhørsforhold. Imidlertid tilhører jeg også her en minoritet, da jeg ikke er araber, men europæer født og opvokset i en vestlig kulturkristen familie.

For det andet er jeg træt af islam- og danskhedsdebatten. Og alligevel bliver jeg ved med at blande mig og forsvare det jeg tror på. Hvorfor har danskerne så svært ved at forstå, at islam er og bliver en del af Danmark? Islam har påvirket og taget imod andre kulturer, så hvorfor skulle det tilsvarende ikke kunne lade sig gøre i Danmark? Det er således befriende at sidde hernede uden hverken at høre eller læse et ord om islam. Jeg skal bare lade være med at åbne de danske sociale medier, så har jeg fred i sindet.

Hvem er jeg?

Et menneskes identitet er blandt andet, at man føler sig som en helhed i forhold til de roller man som individ indtager i forskellige relationer og situationer. Identitet er også den livsfortælling, som vi og andre fortæller om os selv – vores tolkning af det vi har oplevet og lært gennem vores liv. Min fortælling er efterhånden lang og farvestrålende. Men også fuld af hårdt arbejde, gråd og afsavn. Jeg opfatter ikke mig selv som hverken det ene eller det andet. Og jeg tvivler på, at det billede jeg har af mig selv stemmer overens med det billede andre har af mig. Indtil for ganske nylig troede jeg fejlagtigt, at denne følelse skyldtes mit religiøse ståsted. Men jeg har heldigvis fundet ud af, at dette ikke altid er tilfældet.

Om søndagen går jeg i international strikkeklub her i Amman. Klubben består af kvinder fra hele verden, der enten er gift med jordanske mænd og derfor bosat i Jordan. Eller de er gift med diplomater eller NGO-ansatte, hvorfor de det meste af deres liv har boet i andre lande end deres hjemland. Når vi mødes for at nørkle, taler vi tit om, at vi hverken føler os helt hjemme her i Jordan eller i det land hvor vi er født og opvokset. Det er hårdt at erkende, men sådan er det. En del af kvinderne giver desuden udtryk for, at de ikke længere har så meget at tale med dem ”derhjemme” om, da de jo lever og oplever her. Vores identitet og selvforståelse udfordres således, lige meget hvor vi befinder os – ude eller hjemme. Og kvinderne kan, ligesom jeg, se både fordele og ulemper ved at leve i deres hjemlande såvel som her i den mangfoldige arabiske storby – Amman.

Ude godt, men hjemme …?

Efter min opfattelse eksisterer det perfekte samfund ikke, og danskerne er – set med mine øjne – ikke verdens lykkeligste folk. Men danskerne har det godt, hvis de sammenligner deres land og liv med andres. Det kan ingen benægte. Måske derfor spørger folk mig ofte om, hvor jeg bedst kan lide at være. Svaret er, at jeg ikke bedst kan lide at være noget sted. Efter et langt og begivenhedsrigt liv mellem Danmark, Tyrkiet, Palæstina, Irak, Yemen, Iran, Jordan osv. er jeg bare ”mig”. Jeg får ikke hjertebanken ved synet af Dannebrog, jeg kan kun de to første linjer af den danske nationalsang, og jeg er ikke loyal mod én bestemt kultur eller samfundsnorm.

Han-kamæleonen skifter som bekendt farver for at tiltrække en hun. Jeg har i flere år skiftet ”farve” for at tilpasse mig det samfund jeg befandt mig i. Men de følelser jeg har, når jeg lytter til klassisk arabisk musik, hører kaldet til bøn fra byens moskeer, lugter irakisk mad eller når jeg i min lange hjemmekjole går barfodet på et tykt arabisk gulvtæppe (Made in Belgium), kan ikke beskrives. Ej heller kan alverdens kaffe der serveres i Danmark måle sig med den kaffe der kan købes ved de små gadeboder i Amman. Efter at have tilbragt adskillige år af min ungdom i denne del af verden har jeg suget så meget af kulturen til mig, at den er blevet en del af mig. Er det ikke det man med et populært ord kalder integration?

Når jeg er i Danmark, føler jeg at samfundet (modsat i Jordan) er præget af en udpræget ro og orden. Men jeg kan også føle tomhed, når jeg en tidlig morgen står og kigger ud ad min søsters køkkenvindue. Bilerne holder perfekt parkeret, græsplænerne er grønne og helt lige – ligesom hækkene, der ser ud som om de er klippet efter en lineal. Det eneste liv på gaden er gråspurvene og solsortene samt nogle enkelte duer og skræppende måger. Sådan er det hele dagen. Folk er på arbejde, og børnene er i skole. Sent på eftermiddagen kommer de hjem til huset, der ligger på en lille villavej med fine rene fortove, til en stille aften foran fjernsynet efter aftensmaden.

Der tales og skrives en del om, at unge i Danmark med indvandrer- eller flygtningebaggrund kan føle sig splittet mellem to kulturer. Mange af os som har boet adskillige år i det fjerne, har de samme følelser. Vi hører ikke rigtig hjemme noget sted, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting – vi er nemlig globale. Personligt har jeg udviklet gode tværkulturelle kompetencer, og jeg kan bevæge mig på tværs af nationale og etniske kulturer. Så mon det ikke kan være lige meget, at jeg ikke kan den danske nationalsang? Jeg kan jo så meget andet…