I 1975 havde den jordanske hovedstad Amman kun lidt over 500.000 indbyggere. I dag huser byen over 4 millioner mennesker, hvoraf de fleste er flygtninge fra Palæstina, Irak, Libyen, Yemen og Syrien, hvilket har haft indflydelse på mængden af affald i byen.

I 2016 blev der dagligt samlet omkring 2.800 tons affald i Amman, hvilket er en stigning på 8 % fra 2015, hvor der blev samlet 2.600 tons om dagen af 220 skraldebiler. Og i den muslimske fastemåned ramadanen hvor byens hoteller, cafeer og restauranter holder åbent det halve af natten, stiger mængden af affald gerne til mere end 3.600 tons om dagen.

Da jeg i 1992 første gang besøgte Jordan, var Amman en temmelig søvnig (læs: kedelig), men også en noget renere by. Måske fordi folks affald blev hentet ved husene indtil midt i 1990’erne, hvorefter kommunen på grund af befolkningstilvæksten satte store affaldscontainere op i boligområderne samt på byens fortove ud til de store veje, hvor det er nemmere for skraldemændene at tømme dem.

I 1992 var det således ikke, som i dag 26 år senere, ildelugtende overfyldte affaldscontainere, der prægede gadebilledet i Amman. Overfyldte containere hvor gadekatte boltrer sig mellem plastikaffaldsposer fyldt med kylling, gryderetter og ris, konservesdåser, gamle aviser, der i mangel af bedre har været brugt som dug, toiletpapir (som ikke må smides i toilettet) og enorme mængder af plastikflasker, da man ikke drikker vandet fra hanen i Jordan. Affaldet lå heller ikke og flød på vejen rundt om containeren. Eller i rendestenen for den sags skyld.

Problemet med affaldscontainerne er, at de ikke er lukket sådan som de grønne affaldscontainere er det i Danmark. Affaldet tiltrækker derfor gadens katte og mus, rotter samt alverdens insekter såsom kakerlakker, fluer, larver osv. Skraldebilen kommer dagligt forbi og tømmer containerne, hvorefter affaldet køres til et forbrændingsanlæg. Affaldssortering som vi kender det i Danmark kendes ikke her. Ej heller forbrænding af affald til energi, hvilket er noget der jævnligt gøres opmærksom på i landets medier samt af forskellige græsrodsbevægelser. Ved at sortere affaldet ville der ellers kunne skabes arbejdspladser, foruden at det ville være godt for miljøet. Det eneste der sorteres fra er brød. På nogle af affaldscontainerne hænger der en plastikpose på den ene side, som folk kan smide deres gamle brød i. Det kasseres ikke som affald, men gives til folk der holder fx får og geder.

Mange af byens skraldemænd er egyptere. Men flere jordanere med palæstinensisk baggrund arbejder også som skraldemænd, selvom jobbet har lavstatus. For arbejdsløsheden er stor i Jordan, og hvis man har en familie at forsørge, så må man til tider tage de job der er. I byens utallige etagebyggerier går beboerne ikke selv ned til containeren med deres affald. Det er skam den egyptiske viceværts arbejde. Vi stiller bare affaldsposerne uden for vores hoveddør, hvor de står indtil han henter dem. Men nogle gange er han lidt sent på den, eller kattene er måske bare lidt hurtigere end han er. Og så ligger vores affald og flyder ude i opgangen, fordi kattene har revet poserne i stykker for at få fat i eventuelle madrester.

Flere mennesker smider bare deres affald på gaden i forventningen om, at der kommer nogen og gør rent efter dem. Sodavandsdåser, plastikbestik og bægre fra byens utallige cafeer og restauranter ligger tit i rendestenen eller på fortovet. Fastfood emballage sviner – eller rettere sagt: Folk der indtager fastfood sviner. Desuden har jordanerne et betydeligt overforbrug af plastikposer. Hver gang jeg handler i indkøbscentret Carrefour har jeg mindst 2-3 plastikposer med hjem. For køber man ti ting, så bliver de nok lagt i fire plasticposer. Jeg har forsøgt at medbringe et stort indkøbsnet, men ham der pakker mine varer fylder dem stadigvæk i plastikposer. Som han så lægger forsigtigt ned i nettet!

PS: Indvandringen og flygtningestrømmen har betydet, at der siden 1995 er sket en fordobling af Jordans befolkning fra 4.572.904 til mere end 10 millioner indbyggere.