På trods af at nogle konservative muslimer mener, at en fejring af Valentinsdag både strider mod shariaen og opmuntrer til forhold mellem kønnene uden ægteskab, så er det ikke forbudt at fejre dagen i Jordan. Butiksindehaverne ser frem til Valentinsdag, og Ammans blomster- og gavebutikker er fulde af røde roser, chokolade, bamser samt rødt indpakningspapir på hylderne i dagene op til d. 14. februar, foruden at gadesælgerne sælger alverdens røde ting og sager. Og ifølge forhandlere som Ahmed på billedet er det ikke kun den unge generation der fejrer Eid al-Hub (Kærlighedens fest). Selv ældre helt op i firsårsalderen køber ifølge Ahmed røde roser, chokolade og bamser til den de har kær, når kærligheden en gang om året fejres i Amman.

Valentin var en romersk præst, der ifølge legenden trodsede kejser Claudius II, da denne beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig. Valentin fortsatte med at vie unge soldater og blev som følge heraf arresteret og henrettet ved halshugning den 14. februar år 269 e.Kr. I 498 e.Kr. blev han kåret til helgen af pave Gelasius, der ligeledes udnævnte d. 14. februar til Valentinsdag (de elskendes helligdag). Men fordi traditionen er kristen, mener en del muslimske teologer, at muslimer ikke bør fejre Valentinsdag, da dette kan fortolkes som en accept af de kristne højtider på trods af at profeten Muhammed efter sigende skulle have sagt, at hvert folk har deres egne højtider, og at Eid er den islamiske (Al-Bukhari). I Koranen står endvidere skrevet: “For ethvert fællesskab har Vi (Gud) fastsat et ritual, som de overholder…” (sura 22:67) og at man som muslim ikke bør imitere andre religioners skikke, da man ved at efterligne ikke-muslimer og indgå venskab med dem, bliver en af dem (sura 5:51).

Alligevel fejres kærligheden i Jordan på Valentinsdag, og der er ikke kun er tale om kærlighed mellem mand og kone, men også mellem kærestefolk, hvilket, set fra et teologisk islamisk synspunkt, er uacceptabelt, da kærlighed og sex hører ægteskabet til. Valentinsdag betragtes derfor også af konservative kræfter som værende endnu en vestlig opfordring til at sprede umoral blandt muslimske mænd og kvinder, hvilket jeg imidlertid ikke mener man i Jordan, eller andre steder i den arabiske verden, behøver Vestens hjælp til.

Set med mine øjne er Valentinsdag hovedsageligt en kommerciel helligdag på linje med Mors eller Fars dag, hvor der verden over sælges roser, chokolade og romantiske kort for mange millioner. Spørgsmålet jeg som et realistisk menneske også stiller mig selv er, om kærlighed udenfor de ægteskabelige rammer ikke også florerer i Jordan resten af årets 365 dage? Kan en dag fra eller til gøre mere ”skade”? Måske kan en stor buket røde roser og en æske god chokolade på Valentinsdag netop være årsag til, at kærestepar gifter sig og dermed opfylder teologernes normer for, hvor og hvordan kærligheden mellem to mennesker bør udleves.