Tidligere var området i Amman hvor jeg bor, Gardens – også kaldet Wasf al-Tal – frodige kornmarker, olivenlunde og frugtplantager. Nu er det et stærkt trafikeret område fuld af beboelse, forretninger, cafeer, restauranter og en mangfoldig flok af indbyggere fra Irak, Yemen, Palæstina, Libyen, Syrien, samt jordanere og en enkelt dansker – mig! Man er efterhånden heldig, hvis man ser skyggen af et gammelt træ, som stædigt har holdt sig i live i dette så overbefolkede område af Amman. Men træer har som bekendt rødder under gaden og fortovene, og til tider kæmper de sig frem i revnerne for at hive efter vejret og drikke lidt af det sjældne og dyrebare regnvand, der falder i om vinteren. Træerne nægter stædigt at dø ligesom mange af de flygtninge og indvandrere, som har fundet deres vej til Gardens.

Et af disse gamle træer er et oliventræ, som står i min genbos lille have, der er indhegnet af en tyk, men lav mur. I haven går nogle geder, et par får, tre høner og en hane, hvis galen gerne vækker mig tidligt om morgenen. Somme tider gør en stor gulbrun kat dem selskab. Den ynder at sidde på muren, hvorfra den betragter eventuelle forbipasserende, og den kaster et arrogant blik efter mig, når jeg går forbi haven. Huset, der står på grunden, bærer præg af at have stået der siden den tid, hvor Gardens stadig var åbent land med enkelte bebyggelser. Jeg kender ikke familien, der bor i huset, men jeg ser tit børnene spille fodbold på vejen udenfor. Det hænder at jeg går forbi dem, når de spiller, og jeg er altid bange for at få en fodbold i hovedet.

Tidligere solgte områdets bønder deres afgrøder på et marked i centrum af Amman en gang om ugen. Nu går områdets beboere ligesom jeg hen og handler i det nærmeste supermarked. Men selvom en bred vej i 1978 blev ført gennem området, der officielt blev omdøbt til Wasf al-Tal efter en premierminister der blev myrdet af palæstinensiske terrorister fra Sorte September i 1971, så hænger det gamle navn Gardens ved i folks bevidsthed. I 1992 blev vejen udvidet og fik sin endelige form, der i dag er alt for lille til alle de biler der dagligt kører gennem Gardens og videre ud mod bl.a. Khalde.

Alting koster mere her end nogen af de andre steder i byen, og der er ingen turistattraktioner i området. Så man kan gå fra den ene ende af den lange og trafikerede gade til den anden uden at få et kulturchok. Alligevel synes jeg, at der er noget charmerende over området, for her er der liv! Det mærker jeg især om foråret og hele sommeren, når et lille tivoli slår sig ned lige nedenfor den stejle bakke, hvor jeg bor. Høj musik, både arabisk og vestligt, præger hele nabolaget indtil midnat eller senere hele sommeren, hvilket ikke altid er lykken, hvis jeg en enkelt aften gerne vil sove tidligt. Men jeg har da musik til aftenkaffen, som jeg gerne drikker ude på min lille altan med alle pelargonierne.

Tidligere lå der et stort russisk cirkus på den anden side af gaden skråt over for tivoliet. Nu er området omdannet til en byggeplads, hvorpå der skal opføres endnu en indkøbscenter. Så går man nede fra enden af gaden, hvor indkøbscenteret Safeway ligger, og op til den anden ende af gaden til rundkørslen – Dawar al-Waha – (betyder oaserundkørslen) er det eneste eksotiske man ser på sin vej en moske og en lille bygning, som jeg endnu ikke har fundet ud af hvad er. Måske en lille kirke eller et lille kloster. For der står en statue af jomfru Maria udenfor på bygningens gavl. Der står hun ligesom den gulbrune kat på muren og betragter de
forbipasserende og den ulidelige trafik!