I Mellemøsten og dermed også i Jordan betyder guldsmykker meget for mange kvinder. De får guld i forlovelsesgave, bryllupsgave, når de føder et barn, har fødselsdag, hvis de efter et stort skænderi genforenes med ægtemanden osv. Nogle begynder at samle på guldsmykker (øre- og fingerringe) som teenagere, og adskillige piger får huller i ørerne og sat små guldøreringe i allerede mens de ligger i vuggen.

Fattige kvinder (og mænd) har naturligvis ikke råd til at købe de eftertragtede guldsmykker. Men så er det godt, at man kan købe falske smykker hos en del gadehandlere og mindre butikker. Og det er såmænd ikke altid til at se forskel på de ægte og de uægte smykker på afstand. Jeg har såmænd selv købt og båret dem engang i forbindelse med et bryllup i Yemen, hvor jeg ikke havde nok ægte smykker med til at kunne imponere de andre kvinder.

Guldsmykkerne bæres imidlertid ikke bare til pynt eller for at imponere omgivelserne. De giver også mange kvinder, der ikke går på arbejde og tjener deres egne penge, økonomisk sikkerhed, hvis manden skulle finde på at skille sig af med dem, eller hvis han dør. Guldet kan altid sælges, og kvinden kan overleve for pengene i en periode. De dyrebare smykker opbevares derfor i en bankboks eller hjemme hos kvindens forældre (hos moren), hvor manden ikke kan få fat i dem.

Guld er og bliver således kvinders stolthed og mænds hovedpine! Når en kvinde skal giftes, går´hun gerne i selskab med sin tilkommende, sin mor og eventuelt en søster hen til guldsmeden. Her står de så ved disken med store julelys i øjnene og beundrer de mange flotte og til tider tunge og meget kostbare smykker. Bruden skal gerne vælge et sæt bestående af en ring, øreringe, en halskæde og nogle armbånd. Men ofte vil bruden og hendes følge have mere end lige aftalt, og gommen, der gerne vil gøre svigermor glad, køber hende såmænd gerne en fingerring. Han vil jo gerne vise sig fra sin bedste side. Ifølge en jordansk ven, der er guldsmed, bruger brudgommen således i gennemsnit fra 3000 op til 5000 dinarer på guldsmykker til bruden inden bryllupsfesten. En dinar svarer til ca. 10 kroner. Nogle låner guld af familiemedlemmer til at have på til brylluppet, hvis de ikke har råd til at købe det selv. Andre igen låner penge i banken til at købe de ønskede smykker, der giver så meget prestige. Når så brylluppet og de første hvedebrødsdage er overstået, så sælger en del nygifte par guldet igen for at kunne betale deres (læs: mandens) gæld. For guldsmykkerne er kun en del af den medgift, som en brud og hendes familie modtager fra brudgommen og dennes familie i forbindelse med brylluppet.

Guldpriserne ligger ikke fast, men bevæger sig op og ned i takt med udbud og efterspørgsel. Men generelt stiger guldpriserne, når det går dårligt for verdensøkonomien. Og guld er faktisk en bedre investering end aktier, da guld er et fysisk materiale. Der kan nemlig ikke bare lige produceres mere guld, hvorfor guld også er et begrænset materiale, hvilket giver det en høj værdi. Det kræver altså ikke lige så meget spekulation, når det kommer til gulds værdi, som det fx gør med aktier. Så man kan på lige fod med mange jordanere købe guldsmykker, når prisen er nede og sælge dem igen, når prisen på guld stiger. Det skal tilføjes, at i Mellemøsten køber de fleste ikke 14 karat. Det skal helst være 18, 21 eller 24 karat og uden sten, da de vejes med, når man køber guldet, men trækkes fra, hvis man sælger det igen.