I Jordan drikker man kaffe. Meget kaffe!

Går man en tur rundt i Amman, vil man hurtigt opdage, at byen har utallige og særdeles forskellige cafeer foruden de traditionelle mandecafeer, hvor byens mænd mødes for at drikke kaffe, ryge vandpibe, spille backgammon og tale om løst og fast. De mange cafeer i Amman er også godt besøgt af kvinder i alle aldre, der mødes med veninderne for at drikke kaffe eller friskpresset juice og ryge vandpibe. Rygeforbuddet er nemlig endnu ikke nået til Amman.

Nogle af de bedste cafeer er Jafra Cafe nede i den gamle bydel (Wast al-Balad) samt cafeer såsom Fann wa Chai (Kunst og te) og Aristotle, der ligeledes ligger i hipsterområdet Weibdeh. Her kan man mødes med sine venner eller bare sidde med sin computer eller måske læse en god bog. Selv går jeg såmænd i strikkeklub på Mindhub Cafe i Rabieh området. Under ramadanen har cafeerne og en del restauranter åbent til sent ud på natten, da folk gerne går ud for at hygge sig efter at have indtaget dagens første måltid ved solnedgang.

Der serveres alle slags kaffe på cafeerne. Kaffemaskinekaffe (American coffee), cappuccino, espresso, cortado osv. Men man kan også købe den dejligste iskaffe foruden den traditionelle tyrkiske kogte kaffe, der kan bestilles sort (saade uden sukker), midt imellem (wasat med lidt sukker) og sød (halwa med meget sukker). Andre steder kan man få serveret arabisk kaffe, der drikkes af små kopper. Der fyldes op tre gange, hvilket er en gammel beduintradition.

Gæstfrihed er en vigtig del af den jordanske beduinkultur, hvor værten byder på kaffe som symbol på gæstfrihed. Kaffen ristes på en pande over ilden, hvorefter den stødes i en morter af træ eller metal, før den hældes i en kande – dalleh – med vand og kardemomme og koges. Gæsterne bydes på kaffe, og deres kopper fyldes op 3 gange. Æresgæsten får altid først. Den første kop – lil-dhiyf – er til gæstens ære og er tegn på værtens gæstfrihed, anden kop er lil-kayf – for hyggens skyld, og den tredje er lil-sayf – for sværdet, og viser at enhver form for fjendskab er fordampet. Først efter den tredje kop begynder samtalen for alvor mellem de tilstedeværende.

Men kaffe kunne også tidligere være et symbol på hævn i beduinkulturen. Hvis en mand samlede sine naboer og erklærede en kop kaffe for en blodig kop, så betød det, at den der drak koppen var udpeget til at rense familiens ære ved at tage hævn på en navngiven fjende. Hvis han ikke udførte opgaven, blev han selv betragtet som værende uden ære og måtte gå i eksil. Kaffe betød her liv eller død.

Langs Ammans tæt trafikerede gader står der en del små kaffeboder, hvor der nu ikke er meget beduinkultur at skue. Her holder adskillige bilister (taxachauffører, vognmænd, skraldemænd osv.) ind for at købe et papkrus arabisk kaffe, og hvis man som fodgænger kigger godt efter, vil man bemærke, at byens skæve fortove og selv nogle af vejene mange steder har nogle iøjefaldende underlige brune pletter. I starten gik jeg en bue udenom dem, da jeg ikke vidste hvad det var og syntes at det var lidt ulækkert. Men så en dag fik jeg historien af en veninde omkring de famøse brune fortovspletter. Det er simpelthen folk, der smider resterne af deres arabiske kaffe – som gerne er bundfald – på gaden!