I Jordan er husene ikke isoleret på samme måde som i Danmark. Det mærkes tydeligt, når vinteren for alvor gør sin entre i december måned. Vejret bliver koldt, det regner og blæser og til tider sner det sågar.

Amman var oprindeligt bygget på syv høje, hvilket med tiden har udviklet sig til nitten fordelt over syvogtyve distrikter. Det vil sige, at mange bygninger ligger op ad skråninger og til tider helt oppe på en bakke. Derfor kan bilister have svært ved at køre bil om vinteren, hvis det regner eller sner, da de stejle skråninger bliver glatte. Bilerne rutsjer simpelthen ned ad bakken, når bilisten forsøger at køre op ad den. Amman lukker derfor ofte helt ned, når det er dårligt vejr.

Sidst på eftermiddagen ruller jeg skodderne ned for mine vinduer, hvorved mørket lægger sig som en skygge over min stue. Men det gælder om at holde vinterkulden ude. Om morgenen ruller jeg skodderne op igen, så solen kan skinne ind og varme den kolde lejlighed, der damper af nattekulden. Hvis jeg hænger mine tæpper ud på altanen, kan jeg iagttage naboernes filippinske og bengalske tjenestepiger gøre det samme. Nogle gange hilser vi smilende på hinanden.

Sætter vinterkulden for alvor ind, trækker jeg to store gasvarmere frem fra krogen bag soveværelsesdøren. Der har de stået siden sidste vinter og samlet støv. Når jeg tænder op, varer det ikke længe før jeg, på trods af aftenkulden der siver ind gennem lejlighedens hvide vægge, nyder at sidde i min lille lejlighed. Varmen bringer minderne frem fra de dage, hvor jeg sad sammen med mine veninder rundt om kerosin-varmeapparatet i Bagdad. Forskellen er, at i Amman sidder jeg tit alene og nyder varmen. Her passer man sig selv ligesom derhjemme i Danmark. De lange mørke vinteraftener bruger jeg således til at skrive diverse indlæg, se tv og strikke spraglede uldsokker, som jeg (og min veninde Camilla) slet ikke kan undvære om vinteren. Kønne er de ikke, men de lever op til deres formål.

Temperaturen i mit soveværelse kan blive som i et køleskab. Når jeg lægger mig i min seng på et uldtæppe med endnu et uldtæppe og en dyne over mig, går der lidt tid før jeg får varmen. Gad vide hvordan de mange tusinde syriske flygtninge derude i den jordanske ørken holder varmen om vinteren? Føler de sig også ensomme blandt mange?

Heldigvis er vinteren i Amman forholdsvis kort, og allerede i marts springer blomster og buske ud og det er muligt at nyde sin tyrkiske kaffe og en lille dadelkage eller to på altanen, hvilket jeg aldrig forsømmer muligheden for at gøre. Og gerne i selskab med Camilla, der bor kun et kvarters gå-gang fra det kvarter hvor jeg bor. Her sidder vi så og ordner ”verdenssituationen” set ud fra vores dansk-jordanske-irakiske perspektiv.

Livet er ikke så ringe endda!