Vollsmoseposten juni 2014

Meget kan siges og skrives om Vollsmose, men ingen kan benægte, at den grønne bydel sprudler af liv. Undtagen måske lige i sommerferien hvor mange især nydanske familier forlader området for at flyve sydpå til Tyrkiet, Libanon, Irak osv. med store Bilka-kufferter proppet til randen med gaver til familien i det gamle hjemland, der hvert år spændt venter på deres ankomst.

I den forbindelse tænker jeg ofte tilbage på dengang, hvor Vollsmoses beboere med tyrkisk baggrund hvert år pakkede deres med Made in China tingel-tangel pyntede biler, og kørte hele vejen ned gennem Europa for at
besøge familien i Tyrkiet. En tur der varede flere dage i sommervarmen, hvilket kunne være en blandet oplevelse for de rejsende, hvis de sad fast i lange bilkøer ned gennem Tyskland med solen bagende på biltaget. Hvor tagbagagebæret gerne var fyldt med kufferter og tæpper forsvarligt bundet fast med tykke reb. Og når turen gik tilbage hjem til Danmark, var bilen ligeledes pakket til bristepunktet med gaver fra familie og venner samt eksotiske delikatesser fra de sydlige himmelstrøg, som man endnu ikke kunne købe i de danske butikker. Kvinderne kom ofte tilbage iklædt nye brogede tørklæder, guldarmbånd og farverige kjoler, ivrige efter at dele deres ferieminder med andre tyrkere bosat i Odense.

Det første land jeg selv besøgte udenfor Europa i 1982 var pudsigt nok også Tyrkiet, men det var imidlertid før Antalya, Alanya og alle de andre turistområder nogensinde kom på tale hos de danske turistbureauer, og før at danskere begyndte at købe sommerhuse i landet. Så min første tur til Tyrkiet gik til en lille anatolsk landsby i Sivas efterfulgt af et par dage i Istanbul.

Tiden hvor de overfyldte tyrkiskejede biler holdt køreklare på Vollsmoses parkeringspladser er forbi, og Tyrkiet er ikke længere et fjernt eksotisk land, men et af danskernes foretrukne feriemål. Mere end 276.000 danskere besøgte i 2013 landet, der er kendt for sin store gæstfrihed og et fortrinligt køkken, som lokker med kulinariske oplevelser ud over det sædvanlige. Endvidere er Tyrkiet på grund af sin beliggenhed mellem øst og vest et moderne land med både en vestlig og asiatisk kultur, der byder besøgende på det bedste fra Europa og Orienten. Danskernes ferierejser samt købt af
sommerhuse i Tyrkiet har imidlertid ikke kun haft betydning for Tyrkiet, men også for forholdet mellem ”gamle” danskere og nydanskere med tyrkisk baggrund. For på grund af danskernes rejser til Tyrkiet, er landet og dens befolkning blevet afmystificeret, hvorfor danskernes forhold til de omkring 55.550 herboende dansk-tyrkere har ændret sig. De er pludselig ikke så fremmedartede længere, og mange ”gamle” danskere taler gladelig med både pizzamanden, buschaufføren og skolelæreren, der har tyrkisk baggrund. Man skal jo lige have vendt ferieminderne, med nogen der ved, hvad man taler om!