Vollsmoseavisen december 2013

I årene 1991 til 1995 var jeg ansat som receptionist på Novotel i Bagdad. Hotellets personale bestod af både muslimer og kristne, hvilket dog ikke var noget, vi tænkte over i det daglige. Her gjaldt det først og fremmest om, at få dagligdagen til at fungere. Men dette ændrede sig, når vi nærmede os jul, påske og Eid, hvor både hotellets ledelse og medarbejderne pludselig blev meget bevidste omkring deres religiøse tilhørsforhold. For da skulle der fordeles fridage! Reglen var at d. 25. og 26. december, samt to dage i forbindelse med påsken, kunne ansatte med muslimsk baggrund ikke få fri, da de kristne skulle have ferie. Og ved ramadanens afslutning Eid al-Fitr samt offerfesten Eid al-Adha havde muslimerne to fridage, hvorfor de kristne skulle på arbejde. Kunne man ikke få regnskabet til at gå op, så blev der først og fremmest taget hensyn til ansatte med familie og børn. Endvidere var både Novotel, og flere af byens andre store hoteller, pyntet op til jul med store juletræer (af plastik) og selskabslokalerne var gerne booket af kristne irakere.

Privat bankede man gerne på hos sin nabo, muslim eller kristen, i forbindelse med de forskellige højtider og ønskede denne en god jul, påske eller en velsignet Eid. For man kunne jo være så heldig at blive budt indenfor til et glas te og en lille kage kaldt for “kuletje”, som var fyldt med enten kokos, dadler, Turkish Delight eller valnødder. De kristne bagte kagerne til påske og jul og muslimerne til Eid. Julen var ligeledes synlig på landets dengang eneste TV-kanal, hvor de kristne fra officiel side af blev ønsket en god jul, foruden at man i juledagene kunne se nogle af de samme film, der sendes herhjemme i forbindelse med julen. Ingen jul uden Walt Disney!

Det skal hertil tilføjes, at landets officielle fridage var og er de islamiske samt de nationale mærkedage. Men folk i det gamle Irak var meget åbne overfor andre religioner, hvorfor landet har en lang historie bag sig præget af sameksistens mellem et religiøst kludetæppe bestående af bl.a. muslimer og kristne. Mange moskeer og kirker ligger placeret bare et stenkast fra hinanden, og man kunne tidligere høre ikke bare kaldet til bøn fra moskeerne, men også kirkeklokkerne ringe til gudstjeneste. En lyd der har været en del af det irakiske samfund de sidste 2000 år, da kristendommen er en vigtig del af den irakiske kulturarv. Dette er en kendsgerning, som desværre ikke respekteres af alle og forfølgelse af landets religiøse minoriteter er i dag særdeles udbredt. Antallet af kristne i Irak er således svundet ind fra 10% til under 3%. Kristne i Irak kan imidlertid stadigvæk fejre jul i deres kirker og derhjemme, hvis julen ikke falder samtidigt med den første måned af den islamiske kalender, Muharram. For her sørger shiamuslimer i Irak og resten af verden over drabet på profeten Muhammeds barnebarn Hussein, hvorfor de kristne ikke åbenlyst kan fejre julen. Det er nemlig ikke socialt acceptabelt at glæde sig i en tid, der er sørgeperiode for andre.