Fyens
Stiftstidende d. 17. juli 2013

I Danmark er der stadigvæk en forestilling om, at ”rigtige danskere” er en etnisk, religiøst og sprogligt homogen gruppe, hvilket må siges at være en skrøne, der nærmer sig det latterlige. Danmark har altid modtaget folk udefra og således også i løbet af de sidste 40 år, hvor en del flygtninge og indvandrere med arabisk baggrund har fundet der vej hertil.

Det arabiske mindretal i Danmark udgør i dag ca. 80.000 mennesker, hvorfor arabisk nu er et af Danmarks største minoritetssprog. Denne kendsgerning falder nok nogle for brystet. For i Danmark tales der jo dansk! I andre lande med etniske og religiøse minoritetsgrupper er det dog mere reglen end udtagelsen, at der foruden nationalsproget tales flere sprog, samt at sprogene ”smitter af” på hinanden eller sagt med et andet ord: kombineres.

I slutningen af firserne boede jeg i den nordlige del af Irak, nærmere bestemt i Kirkuk, som dengang var et etnisk og sprogligt kludetæppe bestående af kurdisk, assyrisk og turkmensk foruden landets officielle sprog arabisk. Sjovt var det, som udefrakommende, at lytte til børnene i mit kvarter, når de spillede fodbold, og ivrigt, som den naturligste ting i verden, diskuterede og råbte til hinanden på fire forskellige sprog, uden at nogen syntes, at det var underligt.

Da jeg selv er tyrkisktalende, vakte specielt de turkmensktalende børn min interesse. Turkmenerne har været et mindretal i Irak siden 640, og flere generationers tilknytning til landets officielle sprog arabisk samt manglende kontakt med tyrkisk har med tiden udviklet et unikt tyrkisk sprog, bestående af tyrkiske ord fra en svunden tid, gloser fra moderne tyrkisk samt adskillige låneord fra arabisk. Forstår en tyrker fra fx Ankara en turkmensktalende fra Kirkuk? Ja da, men han synes nok at det lyder lidt sjovt. Forstår en turkmener fra Kirkuk sproget i Tyrkiet? Ja, men han forstår f.eks. ikke altid fagudtryk anvendt indenfor politik og litteratur.

I dag, 25 år efter, underviser jeg i arabisk på SDU og VUC i Odense, hvor mange af mine studerende er dansk-arabere, der af forskellige årsager ønsker at få papir på deres arabiskkundskaber. Interessant er det, som
underviser at iagttage, hvordan samme mønster, som jeg kender fra Kirkuk, er ved at udvikle sig her i Danmark. For jo længere tid personer med arabisk baggrund opholder sig i Danmark, desto flere danske gloser sniger der sig ind i deres modersmål, hvorfor sætninger på arabisk kan lyde således: “Arid aruh ila vejlederen (jeg skal hen til vejlederen), ”Lazim asadjil skema djadida” (jeg skal have lavet et nyt skema), eller ”Andi shugl ind al-kommune (jeg har noget at ordne hos kommunen). Alle eksempler er hørt i undervisningslokalet på VUC hos dansk-arabere, 1. generation. Så jo, arabisktalende nye danskere tilegner sig det danske sprog, men på deres helt egen måde.

Anden generation af dansk-arabere, der har gået i den danske folkeskole og måske også har fuldført en dansk gymnasial uddannelse, taler ikke som deres forældre, men er i stand til hurtigt at skifte mellem de to sprog dansk og arabisk. Men ofte blander de sprogene, fordi man i hjemmet siden de var børn har anvendt danske gloser eller fordi de har tilbragt mere tid sammen med etniske danskere og andre unge dansk-arabere, der taler på samme måde som dem. Fagudtryk indenfor sundhed, politik og litteratur er således gloser, som adskillige dansk-arabere af 2. generation derfor ikke mestrer. Sætninger sammensat af danske og arabiske ord samt grammatiske konstruktioner (f.eks. danske navneord med den arabiske bestemte artikel foran) præger i høj grad det arabisk sprog, som det tales i Danmark. ”Shukran, nej, wallah, jeg er ikke sulten(nej tak, jeg sværger, jeg er ikke sulten), ”La ahab al-gulerod(jeg kan ikke lide gulerod),”Djibi as støvsuger (hent støvsugeren) eller ”Al-yaum kaan andana imtihan bil fysik og kemi(i dag havde vi eksamen i fysik og kemi) er bare nogle enkelte eksempler på, hvordan arabisk i Danmark kan lyde hos unge dansk-arabere i boligområder som f.eks. i Vollsmose.

Kommende generationer af dansk-araberes talesprog vil således udvikle sig, og det vil uden tvivl med tiden komme til at ligne det turkmenske sprog, jeg hørte i Kirkuk. En blanding af et forældet arabisk sprog, nye arabiske gloser lært via rejser og de arabiske satellitkanaler samt danske ord, der ændres så de grammatisk kan bøjes ligesom på arabisk. Men der er såmænd intet underligt i denne udvikling. Det er et sundt tegn på tilpasning at være så fortrolig med sin omverden, at man evner at tilpasse sit sprog til den virkelighed man befinder sig i, samt den person man er som dansk-araber.

Den danske nationalstat, kendetegnet af bl.a. et sprog, svarer derfor ikke længere til realiteterne. Fremtidige generationer af dansk-arabere vil forhåbentligt bevare en del af deres særegenhed, bl.a. via deres sprog, og i stigende grad gøre Danmark til deres eget land. Hvis vi kun kigger på den sproglige del, er dette dog allerede sket. ”Wallah, tro mig”!