Indrømmet! Jeg læser en del dameblade og ikke kun, når jeg sidder hos frisøren. For det er ofte fra de flotte kulørte bolig- og modesider, jeg får mine ideer til, hvordan stilen i mit hjem kan ændres eller hvordan mit eget udseende kan peppes lidt op. Endvidere er det afslappende ovenpå en stressende arbejdsuge at læne sig godt tilbage i chaiselongen foran vinduet med et ugeblad i hånden, benene oppe og en kop friskbrygget kaffe med en småkage til, på bordet. Og så kan man vel også tillade sig for en stund, at drømme sig yngre, smukkere og slankere ved at identificere sig med modellerne i bladene.

I den forbindelse er der dog noget, der længe har irriterer mig en del. Hvor er alle kvinderne fra vores etniske minoritetsgrupper henne? Hvorfor har nogle af modellerne i bladene ikke afrikansk, asiatisk eller mellemøstlig baggrund, på lige fod med en stor del af Danmarks kvindelige befolkning? Kan lingeri, sommer- eller vintermode måske ikke præsenteres på en chokoladebrun smuk kvinde? Og hvor er artiklerne og livshistorierne skrevet og fortalt af denne gruppe af nye danskere? Er de, deres liv, dagligdag, tanker og følelser måske ikke interessante for bladenes læsere? Åbenbart ikke.

For det er (desværre) et faktum, at det stadigvæk ofte kun er kvinder med skandinavisk udseende, som får lov til at pryde damebladene i Danmark. Nydanske kvinder er så godt som usynlige. Jeg ved ikke, om det er fordi, at bladhusene har en forestilling om, at nydanske kvinder ikke er potentielle læsere eller forbrugere af den slags modetøj, make-up og møbler, som vises i bladene. Intet kunne være mere forkert! De er i stigende grad forbrugere og køber alt lige fra dyre parfumer, læbestifter og frækt undertøj til ferierejser, hvor Afrika og Kina er målet. Ligesom alle andre borgere i dette land.

I en sæson var en af de sidste tre finalister i Tv-programmet ”Danmarks Næste Topmodel” mulat. Men da en chef fra et af modebladene skulle vurdere de tre finalisters billeder, sagde hun direkte: “Hende her vil aldrig kunne komme på forsiden af bladet, fordi læserne ikke kan identificere sig med hende.”. Sådan! Læserne er ifølge hende åbenbart hvide, ergo skal modellerne også være det. Hvordan virkeligheden så ser ud, når man bevæger sig ned af Strøget i København eller gågaden i byerne Århus og Odense, det er åbenbart ganske underordnet.

Vi har brug for at ændre det stereotype billede af, hvordan en vestlig/dansk kvinde ser ud. Og det kræver bl.a. at dame/modebladene er villige til at tage en chance og anvende modeller, der adskiller sig fra majoriteten. Samt at firmaerne, der hjertens gerne vil reklamere for deres varer i bladene, indser at gruppen af nydanske kvinder ligeledes bruger penge på mode. For tøj gør ikke bare kvinder til en del af et fællesskab, det indikerer også status og er en del af deres ydre personlighed. Påklædning og dermed også mode handler således også om at udtrykke sin identitet. Sin kulturelle identitet. En identitet man udvikler ved bl.a. at identificere sig med andre. Vi viser, hvem vi er via vores beklædning. Men hvem er man, hvis man er usynlige? Ingen. Man er noget samfundet ignorerer.