Mød charmtrolden Fadi. Min lille ven i Irak. Min nabos søn.

Lille Fadi gik hjemme hver dag og tullede rundt hos sin mor, når storebroderen var i skole. Og det var ikke altid, han kunne få tiden til at gå, mens moderen havde travlt med at vaske tøj, lave mad og gøre rent. For Fadi måtte ikke gå ned på gaden foran bygningen for at lege. Og der var heller ikke andre børn i bygningen, som han eventuelt kunne være lidt sammen med indendørs. Så Fadi bankede ofte på hos mig i håbet om, at jeg havde lidt tid til ham og måske bød ham på en småkage eller to. Man havde jo lov til at håbe.

Men det bedste Fadi vidste, var når jeg skulle bage kage. For jeg havde ingen ovn, hvorfor jeg måtte banke på hos Fadis mor, hver gang jeg skulle bage noget. Det kunne også hænde, at Fadi fik lov til at røre kagedejen sammen, hvilket han gjorde med store armbevægelser og højt humør, da han således fik mulighed for at tage sig et par lækre smagsprøver undervejs.

Det jeg dog stadig husker bedst var en dag, hvor jeg havde fået fat i en pose vingummi i fine røde og gule farver. Om aftenen tog jeg et par stykker med ind til naboen, hvor Fadi og storebroderen med store øjne tog imod de kulørte lækkerier.

Lidt senere på aftenen blev børnene lagt i seng og jeg drak te sammen med deres mor. Da jeg omkring midnat rejste mig for at gå ind til mig selv, kiggede jeg lige ind til børnene, der sov trygt. Og min øjesten Fadi med sin lille hånd tæt knyttet sammen omkring sine 2 stykker vingummi.

Næste eftermiddag da jeg atter var hos naboen gik Fadi stadigvæk rundt med sine 2 efterhånden ret klistrede stykker vingummi i hånden. Jeg kaldte ham hen til mig og spurgte: “Fadi, hvorfor spiser du ikke dit slik? Kan du ikke lide det?”

Drengen kiggede på mig med store øjne og svarede: “Jo da tante Saliha. Men jeg vil gemme det til min far kommer hjem, så han kan se, at jeg har fået slik”.

Fadis far var i hæren og kom hjem 1 gang om måneden!