I disse dage er der af flere årsager fokus på Syrien, hvor situationen dag for dag spidser til. Næsten dagligt ser vi forfærdelige billeder i medierne af børnelig, grædende kvinder og kæmpende mænd. Mange mennesker
kan af gode årsager ikke finde hverken hoved eller hale i konflikten for hvem kæmper mod hvem og hvorfor?

Jeg selv sidder med blandede følelser i mit hjerte, mens jeg tænker på, hvordan den brede syriske befolkning mon har det, hvad tænker de på, hvad føler de, hvad frygter de og hvad spiser og drikker de? Og det gør jeg, fordi jeg kun alt for godt husker, hvordan det var i Bagdad under Golfkrigen i Irak i 1990-91, da byen blev udsat for amerikanernes bomber.

Ja, jeg var hende, der blev. Hende, der først ikke måtte rejse, og derefter selv nægtede at rejse ud sammen med de andre danskere, da hun endelig fik chancen. Måske havde jeg valgt anderledes i dag, hvor jeg er blevet noget ældre og flere erfaringer rigere. Hvem ved? Under alle omstændigheder så blev jeg i Bagdad og ved derfor, hvordan mange syrere i disse dage må føle sig. Nemlig bange! Ikke bare for vold, gas bomber, men også for hvad fremtiden må bringe.

Værst var det, når Tomahawk missilerne faldt om natten. For det var mørkt. Meget mørkt. Noget af det første man havde bombet sønder og sammen var nemlig elværkerne! Jeg gik aldrig i beskyttelsesrummene, men blev siddende alene i min lejlighed hele den tid krigen varede – i alt 41 dage. Kun en gang vovede jeg mig over på den anden side af floden for at overnatte et par dage hos en irakisk familie, som jeg tidligere havde boet hos. Ellers gik dagen med at tappe vand fra en vandhane under naboens trappe, sove, spise hvad der nu var at spise, læse, strikke og bede. Bede til at det hele snart var forbi og alt blev normalt igen. Jeg savnede mine arabiskstudier, mit store netværk, det livlige byliv om aftenen, eftermiddagene rundt om tebakken, Made in China, grinende sammen med veninderne, mens vi proppede vores munde med friskbagt brød fyldt med tyk fløde og dadelsirup. Nu var det eneste, jeg proppede mig med Mariekiks og varm stærk te med masser af sukker og kardemomme. Man kunne tidligt om morgenen, begive sig hen til nærmeste bager og stå i lange køer for at købe lidt brød, der så lidt underligt ud. Men det var ikke altid, jeg orkede det. I stedet købte jeg cigaretter. Så kunne jeg da i det mindste ryge sulten væk for en stund. Eller tage mig en smøg om natten, når en karakteristisk pibende lyd varslede, at missiler var på vej gennem luften. Missiler hvis trykbølger fik vægge og vinduer og mig til at
ryste, når de ramte plet.

Alt gik i stå både ude i samfundet og på det individuelle plan. Noget af det dyrebareste blev tændstikker og stearinlys samt de gamle Aladdin petroleumsovne, hvorpå jeg lavede mad, da gas blev en mangelvare. Rent
vand i vandhanerne var ikke længere en selvfølge, hvilket jeg først opdagede efter krigen på grund af de mange orm, jeg havde fået i min mave.

Angsten og sulten gjorde mig egoistisk. Det eneste jeg kunne tænke på, var mig selv. Heldigvis havde jeg ikke børn. For hvordan ville jeg så have reageret? Hvordan ville jeg have gjort, hvis det ikke var muligt for mig at hjælpe mit barn, samt opfylde dets basale behov – medicin, tæpper, mad osv. Og hvordan ville jeg have reageret, hvis jeg efter krigen havde opdaget, at verdenssamfundet nærmest var ligeglad med mig og mit barn ligesom vi i disse dage kan se er tilfældet med Syrien?