Hvornår er man voksen? Dette afhænger blandt andet af, hvilken kultur man tilhører. I de fleste meget traditionelle samfund er en pige voksen, når hun begynder at menstruere. Og hun kan således også bortgiftes med henblik på at skulle føde børn, helst sønner, for at føre slægten videre. Sådan har man gjort i generationer, og sådan gør man stadigvæk.

Den lille sky og nygifte ”kvinde” der på dette billede bager dejlige fladbrød til sine gæster – bl.a. mig – er fra den sydlige del af Irak. Nærmere bestemt fra et øde område der hedder Sayyid Dakhil, nahiyat al-Ahrar, Dhi Qar. Jeg ved ikke, hvor gammel hun er, men jeg vil skyde på et sted mellem 12 og 14 år. Hun har endnu ingen bryster, men hun har malet sig med sort kohl omkring øjnene, pyntet sine hænder med henna og iklædt sig fine grønne bukser samt en rød kjole under den sorte abaya. Tegnet på at hun er en gift kvinde. Hendes nøgne og allerede slidte fødder stikker ud under abayaen – sko er ikke noget, hun ejer.

Den lille kvinde er beduin. Hun boede sammen med sin mand, dennes mor, far, lillesøster, bror samt en svigerinde med 2 små børn, da jeg besøgte hende og familien i deres telt. Men hun havde som nygift sit eget sovested med fine puder og dejlige tykke vattæpper til at varme sig under på de kolde ørkennatter. Gad vide om hun var tilfreds med livet eller om hun havde andre drømme? Jeg ved det ikke. For i løbet af de dage, hvor jeg opholdt mig i teltet hos familien, sagde hun ikke et eneste ord. Eller smilede bare en enkelt gang. Jeg ved end ikke, hvad hun hedder. Hun var et navnløst lille væsen, der vimsede tavs omkring for at udføre sine daglige pligter.

Jeg ved, at hendes dag startede ved solopgang. Og at der i løbet af dagen skulle hentes vand, bages brød, malkes får, hentes kviste til brænde, laves te og vaskes op nede ved flodbredden osv. Om aftenen, når solen gik ned, sad hun rank og stolt i kvindernes ende af teltet, der var delt på midten af et stort forhæng, sammen med de andre kvinder, mens mændene drak velduftende arabiske kaffe ovre på deres side. Når hendes mand rejste sig og gik mod deres fælles sovested, så fulgte hun lydigt efter ham på sine små bare beskidte fødder.

Efter et par dage i teltet tog jeg videre til storbyen Basra, hvor livet for de fleste mennesker ser noget anderledes ud end hos beduinerne. Men jeg ved såmænd ikke om de er lykkeligere. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har dog aldrig glemt den lille tapre ”kvinde”, der lydløst gik omkring og sørgede for alt og alle. Gad vide hvordan hendes liv siden hen har formet sig?