Blog Image

Salihas univers

Hvornår er man voksen?

Mit liv i Irak Posted on Sat, September 07, 2013 16:52:04

Hvornår er man voksen? Dette afhænger blandt andet af, hvilken kultur man tilhører. I de fleste meget traditionelle samfund er en pige voksen, når hun begynder at menstruere. Og hun kan således også bortgiftes med henblik på at skulle føde børn, helst sønner, for at føre slægten videre. Sådan har man gjort i generationer, og sådan gør man stadigvæk.

Den lille sky og nygifte ”kvinde” der på dette billede bager dejlige fladbrød til sine gæster – bl.a. mig – er fra den sydlige del af Irak. Nærmere bestemt fra et øde område der hedder Sayyid Dakhil, nahiyat al-Ahrar, Dhi Qar. Jeg ved ikke, hvor gammel hun er, men jeg vil skyde på et sted mellem 12 og 14 år. Hun har endnu ingen bryster, men hun har malet sig med sort kohl omkring øjnene, pyntet sine hænder med henna og iklædt sig fine grønne bukser samt en rød kjole under den sorte abaya. Tegnet på at hun er en gift kvinde. Hendes nøgne og allerede slidte fødder stikker ud under abayaen – sko er ikke noget, hun ejer.

Den lille kvinde er beduin. Hun boede sammen med sin mand, dennes mor, far, lillesøster, bror samt en svigerinde med 2 små børn, da jeg besøgte hende og familien i deres telt. Men hun havde som nygift sit eget sovested med fine puder og dejlige tykke vattæpper til at varme sig under på de kolde ørkennatter. Gad vide om hun var tilfreds med livet eller om hun havde andre drømme? Jeg ved det ikke. For i løbet af de dage, hvor jeg opholdt mig i teltet hos familien, sagde hun ikke et eneste ord. Eller smilede bare en enkelt gang. Jeg ved end ikke, hvad hun hedder. Hun var et navnløst lille væsen, der vimsede tavs omkring for at udføre sine daglige pligter.

Jeg ved, at hendes dag startede ved solopgang. Og at der i løbet af dagen skulle hentes vand, bages brød, malkes får, hentes kviste til brænde, laves te og vaskes op nede ved flodbredden osv. Om aftenen, når solen gik ned, sad hun rank og stolt i kvindernes ende af teltet, der var delt på midten af et stort forhæng, sammen med de andre kvinder, mens mændene drak velduftende arabiske kaffe ovre på deres side. Når hendes mand rejste sig og gik mod deres fælles sovested, så fulgte hun lydigt efter ham på sine små bare beskidte fødder.

Efter et par dage i teltet tog jeg videre til storbyen Basra, hvor livet for de fleste mennesker ser noget anderledes ud end hos beduinerne. Men jeg ved såmænd ikke om de er lykkeligere. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg har dog aldrig glemt den lille tapre ”kvinde”, der lydløst gik omkring og sørgede for alt og alle. Gad vide hvordan hendes liv siden hen har formet sig?



Når bomberne falder

Mit liv i Irak Posted on Sat, September 07, 2013 16:47:13

I disse dage er der af flere årsager fokus på Syrien, hvor situationen dag for dag spidser til. Næsten dagligt ser vi forfærdelige billeder i medierne af børnelig, grædende kvinder og kæmpende mænd. Mange mennesker
kan af gode årsager ikke finde hverken hoved eller hale i konflikten for hvem kæmper mod hvem og hvorfor?

Jeg selv sidder med blandede følelser i mit hjerte, mens jeg tænker på, hvordan den brede syriske befolkning mon har det, hvad tænker de på, hvad føler de, hvad frygter de og hvad spiser og drikker de? Og det gør jeg, fordi jeg kun alt for godt husker, hvordan det var i Bagdad under Golfkrigen i Irak i 1990-91, da byen blev udsat for amerikanernes bomber.

Ja, jeg var hende, der blev. Hende, der først ikke måtte rejse, og derefter selv nægtede at rejse ud sammen med de andre danskere, da hun endelig fik chancen. Måske havde jeg valgt anderledes i dag, hvor jeg er blevet noget ældre og flere erfaringer rigere. Hvem ved? Under alle omstændigheder så blev jeg i Bagdad og ved derfor, hvordan mange syrere i disse dage må føle sig. Nemlig bange! Ikke bare for vold, gas bomber, men også for hvad fremtiden må bringe.

Værst var det, når Tomahawk missilerne faldt om natten. For det var mørkt. Meget mørkt. Noget af det første man havde bombet sønder og sammen var nemlig elværkerne! Jeg gik aldrig i beskyttelsesrummene, men blev siddende alene i min lejlighed hele den tid krigen varede – i alt 41 dage. Kun en gang vovede jeg mig over på den anden side af floden for at overnatte et par dage hos en irakisk familie, som jeg tidligere havde boet hos. Ellers gik dagen med at tappe vand fra en vandhane under naboens trappe, sove, spise hvad der nu var at spise, læse, strikke og bede. Bede til at det hele snart var forbi og alt blev normalt igen. Jeg savnede mine arabiskstudier, mit store netværk, det livlige byliv om aftenen, eftermiddagene rundt om tebakken, Made in China, grinende sammen med veninderne, mens vi proppede vores munde med friskbagt brød fyldt med tyk fløde og dadelsirup. Nu var det eneste, jeg proppede mig med Mariekiks og varm stærk te med masser af sukker og kardemomme. Man kunne tidligt om morgenen, begive sig hen til nærmeste bager og stå i lange køer for at købe lidt brød, der så lidt underligt ud. Men det var ikke altid, jeg orkede det. I stedet købte jeg cigaretter. Så kunne jeg da i det mindste ryge sulten væk for en stund. Eller tage mig en smøg om natten, når en karakteristisk pibende lyd varslede, at missiler var på vej gennem luften. Missiler hvis trykbølger fik vægge og vinduer og mig til at
ryste, når de ramte plet.

Alt gik i stå både ude i samfundet og på det individuelle plan. Noget af det dyrebareste blev tændstikker og stearinlys samt de gamle Aladdin petroleumsovne, hvorpå jeg lavede mad, da gas blev en mangelvare. Rent
vand i vandhanerne var ikke længere en selvfølge, hvilket jeg først opdagede efter krigen på grund af de mange orm, jeg havde fået i min mave.

Angsten og sulten gjorde mig egoistisk. Det eneste jeg kunne tænke på, var mig selv. Heldigvis havde jeg ikke børn. For hvordan ville jeg så have reageret? Hvordan ville jeg have gjort, hvis det ikke var muligt for mig at hjælpe mit barn, samt opfylde dets basale behov – medicin, tæpper, mad osv. Og hvordan ville jeg have reageret, hvis jeg efter krigen havde opdaget, at verdenssamfundet nærmest var ligeglad med mig og mit barn ligesom vi i disse dage kan se er tilfældet med Syrien?