Refleksioner

I dag sad jeg og kiggede på alle mine gamle og efterhånden både slidte og falmede billeder fra den tid, hvor jeg boede i Irak. Og så slog det mig, hvor forskelligt vi kvinder var klædt på. Nogle var helt tildækket – andre var i korte nederdele og havde flagrende firsermode hår. Men ikke én gang i de 8 år, hvor jeg boede i henholdsvis Kirkuk og Bagdad, hørte jeg nogen sige, at pigerne i de korte skørter, ikke var rigtige muslimer. For man beskrev folk som enten religiøse eller troende. De troende muslimer var alle dem, der bekendte sig til islam. De religiøse var dem, der gjorde lidt mere ud af deres religion i hverdagen. Aldrig hørte jeg ord som kafir (vantro), murtad (frafalden) osv. anvendt om andre mennesker endsige lille blåøjede mig fra Danmark. Heller ikke om personer fra andre irakiske religiøse minoritetssamfund såsom de kristne, yazidierne, sabæerne osv.
Hvad er der dog sket siden da?

Jeg boede, af forskellige årsager, et helt år gratis hos en shiamuslimsk familie med 8 børn i Bagdad. En familie der kun lige havde til dagen og vejen, men besad hjerterum af den helt unikke slags samt en ekstra madras, hvorpå jeg kunne sove om natten. På denne måde fik jeg en reservemor, der yndede at pynte mig efter alle kunstens regler, før jeg begav mig ud i det offentlige rum. En kvinde fra landet, analfabet og bortgift som 12-årig. En kvinde hvis liv var gået med at føde børn, lave mad og gøre rent. Og måske et besøg hos familien fredag eftermiddag. Men også en kvinde der på mange måder besad mere visdom end mange af de fordømmende mennesker, jeg møder i dag.

Når jeg var ked af det på grund af min situation, så havde hun altid tid til at give mig et knus, mens hun sagde: ”Saliha, min pige, fattigdom og elendighed er ikke noget man skal skamme sig over. Det er ikke ”ayb” (upassende). Det er måden, du omgås andre mennesker, du skal tænke over. For kan du ikke omgås andre mennesker med respekt, lige meget hvem de er, så burde du skamme dig. For det er ”ayb”.