Blog Image

Salihas univers

Ramadan i Danmark

Islam i Europa Posted on Tue, April 28, 2020 19:56:35

Da den islamiske fastemåned – ramadanen – startede d. 24. april, ønskede Sikandar Siddique (løsgænger) det muslimske mindretal i Danmark en god ramadan fra Folketingets talerstol. Denne gestus forårsagede en del tumult blandt hans kollegaer i folketingssalen, da de ikke mente, at en sådan udtalelse hører til i det danske folketing. Et folketing hvor man uden postyr godt må ønske sine landsmænd en glædelig jul og et godt nytår. Inger Støjberg (V) forstod ikke, hvorfor Sikandar absolut skulle ønske danske muslimer en god ramadan. Mødeleder Pia Kjærsgaard og Mette Thiesen (NB) blev ligeledes sure over hans bemærkning, hvilket man nok kunne have sagt sig selv. De minder mig faktisk lidt om den gruppe af fanatiske muslimer, der hvert år nægter at ønske deres danske medborgere en god jul, selvom dette vel må anses for at være almindelig høflighed.

Hvorfor er det SÅ svært for mange af vores politikere at omfavne Danmarks største mindretal? De burde om nogen vide, at det samler landets befolkning, når man respekterer hinandens forskelle. Desuden burde de efterhånden nok have indset, at det danske samfund er præget af en kulturel, etnisk og religiøs mangfoldighed, der ikke forsvinder. Men en ting er at se det. En anden ting er offentligt at indrømme det over for den del af befolkning, der stadigvæk lever i troen på, at man kan skrue tiden tilbage til dengang de fleste hed Hansen og Nielsen. Jeg må desværre skuffe dem med, at fortiden ikke vender tilbage. Tværtimod bliver den danske befolkning, og dermed også den danske kultur, på alle måder mere mangfoldig.

Det muslimske mindretal i Danmark udgør i dag omkring 320.000, hvoraf en del selvfølgelig ikke er religiøse. Men ramadanen handler ikke kun om faste og tro. Den handler – ligesom julen – også om næstekærlighed, hygge og familietraditioner. Traditioner der ændrer sig fra generation til generation, da tilværelsen i Danmark naturligvis påvirker den muslimske minoritets måde at tænke og leve på. Ramadanlys, ramadanpynt (der gerne klippes sammen med børnene), ramadankalendere osv. er blevet en del af islam i Danmark. Og det skulle såmænd undre mig om ikke der er røget et par danske lune retter mad og desserter ind på ramadanmenukortet.

Jeg mener, at en stats- eller integrationsminister burde ønske det store muslimske mindretal i Danmark en velsignet ramadan og en glædelig Eid. Og især i år hvor mange af os, lærere, sygeplejersker, læger, SOSU-assistenter o.a., har været med til at holde samfundet i gang under Corona-krisen. Det gør andre statsoverhoveder med respekt for sig selv. Prins Charles af England, den canadiske premierminister Justin Trudeau, Donald Trump og forbundskansler Angela Merkel. Ja selv Ekstrabladet, der jo som bekendt tør, hvor andre tier – har ønsket os en glædelig ramadan.

I Mellemøsten er det ganske naturligt, at statsoverhovederne ønsker de kristne mindretal en glædelig jul og påske. Kan det virkelig passe, at danske politikere er så smålige, at de ikke under andre mennesker – danske statsborgere – friheden til at være stolte af og fejre deres religiøse højtider? Muslimer og islam hører også til i dagens Danmark. Sådan er det nu, og sådan forbliver det i fremtiden. I Danmark har man nemlig religionsfrihed.



Ude godt, men hjemme…?

Min hverdag i Jordan Posted on Sat, September 07, 2019 11:56:57

Der er flere årsager til, at jeg i en moden alder valgte at bosætte mig på deltid i Amman. For det første følte jeg mig lidt rodløs. Jeg er født i Danmark og har etnisk danske forældre. Men som ung konverterede jeg til islam, hvorfor jeg tilhører en religiøs minoritet i Danmark. Jeg tilhører faktisk en minoritet i minoriteten, da jeg ikke, som de fleste muslimer, har mellemøstlig baggrund, men tilhører gruppen af etnisk danske muslimer. I Jordan derimod er jeg en del af majoriteten, hvad angår mit religiøse tilhørsforhold. Imidlertid tilhører jeg også her en minoritet, da jeg ikke er araber, men europæer født og opvokset i en vestlig kulturkristen familie.

For det andet er jeg træt af islam- og danskhedsdebatten. Og alligevel bliver jeg ved med at blande mig og forsvare det jeg tror på. Hvorfor har danskerne så svært ved at forstå, at islam er og bliver en del af Danmark? Islam har påvirket og taget imod andre kulturer, så hvorfor skulle det tilsvarende ikke kunne lade sig gøre i Danmark? Det er således befriende at sidde hernede uden hverken at høre eller læse et ord om islam. Jeg skal bare lade være med at åbne de danske sociale medier, så har jeg fred i sindet.

Hvem er jeg?

Et menneskes identitet er blandt andet, at man føler sig som en helhed i forhold til de roller man som individ indtager i forskellige relationer og situationer. Identitet er også den livsfortælling, som vi og andre fortæller om os selv – vores tolkning af det vi har oplevet og lært gennem vores liv. Min fortælling er efterhånden lang og farvestrålende. Men også fuld af hårdt arbejde, gråd og afsavn. Jeg opfatter ikke mig selv som hverken det ene eller det andet. Og jeg tvivler på, at det billede jeg har af mig selv stemmer overens med det billede andre har af mig. Indtil for ganske nylig troede jeg fejlagtigt, at denne følelse skyldtes mit religiøse ståsted. Men jeg har heldigvis fundet ud af, at dette ikke altid er tilfældet.

Om søndagen går jeg i international strikkeklub her i Amman. Klubben består af kvinder fra hele verden, der enten er gift med jordanske mænd og derfor bosat i Jordan. Eller de er gift med diplomater eller NGO-ansatte, hvorfor de det meste af deres liv har boet i andre lande end deres hjemland. Når vi mødes for at nørkle, taler vi tit om, at vi hverken føler os helt hjemme her i Jordan eller i det land hvor vi er født og opvokset. Det er hårdt at erkende, men sådan er det. En del af kvinderne giver desuden udtryk for, at de ikke længere har så meget at tale med dem ”derhjemme” om, da de jo lever og oplever her. Vores identitet og selvforståelse udfordres således, lige meget hvor vi befinder os – ude eller hjemme. Og kvinderne kan, ligesom jeg, se både fordele og ulemper ved at leve i deres hjemlande såvel som her i den mangfoldige arabiske storby – Amman.

Ude godt, men hjemme …?

Efter min opfattelse eksisterer det perfekte samfund ikke, og danskerne er – set med mine øjne – ikke verdens lykkeligste folk. Men danskerne har det godt, hvis de sammenligner deres land og liv med andres. Det kan ingen benægte. Måske derfor spørger folk mig ofte om, hvor jeg bedst kan lide at være. Svaret er, at jeg ikke bedst kan lide at være noget sted. Efter et langt og begivenhedsrigt liv mellem Danmark, Tyrkiet, Palæstina, Irak, Yemen, Iran, Jordan osv. er jeg bare ”mig”. Jeg får ikke hjertebanken ved synet af Dannebrog, jeg kan kun de to første linjer af den danske nationalsang, og jeg er ikke loyal mod én bestemt kultur eller samfundsnorm.

Han-kamæleonen skifter som bekendt farver for at tiltrække en hun. Jeg har i flere år skiftet ”farve” for at tilpasse mig det samfund jeg befandt mig i. Men de følelser jeg har, når jeg lytter til klassisk arabisk musik, hører kaldet til bøn fra byens moskeer, lugter irakisk mad eller når jeg i min lange hjemmekjole går barfodet på et tykt arabisk gulvtæppe (Made in Belgium), kan ikke beskrives. Ej heller kan alverdens kaffe der serveres i Danmark måle sig med den kaffe der kan købes ved de små gadeboder i Amman. Efter at have tilbragt adskillige år af min ungdom i denne del af verden har jeg suget så meget af kulturen til mig, at den er blevet en del af mig. Er det ikke det man med et populært ord kalder integration?

Når jeg er i Danmark, føler jeg at samfundet (modsat i Jordan) er præget af en udpræget ro og orden. Men jeg kan også føle tomhed, når jeg en tidlig morgen står og kigger ud ad min søsters køkkenvindue. Bilerne holder perfekt parkeret, græsplænerne er grønne og helt lige – ligesom hækkene, der ser ud som om de er klippet efter en lineal. Det eneste liv på gaden er gråspurvene og solsortene samt nogle enkelte duer og skræppende måger. Sådan er det hele dagen. Folk er på arbejde, og børnene er i skole. Sent på eftermiddagen kommer de hjem til huset, der ligger på en lille villavej med fine rene fortove, til en stille aften foran fjernsynet efter aftensmaden.

Der tales og skrives en del om, at unge i Danmark med indvandrer- eller flygtningebaggrund kan føle sig splittet mellem to kulturer. Mange af os som har boet adskillige år i det fjerne, har de samme følelser. Vi hører ikke rigtig hjemme noget sted, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting – vi er nemlig globale. Personligt har jeg udviklet gode tværkulturelle kompetencer, og jeg kan bevæge mig på tværs af nationale og etniske kulturer. Så mon det ikke kan være lige meget, at jeg ikke kan den danske nationalsang? Jeg kan jo så meget andet…



Alle veje fører til Amman

Min hverdag i Jordan Posted on Sat, September 07, 2019 11:04:25

Så udkom den endelig! Min nye bog “Alle veje fører til Amman – mødet med en mangfoldig by” (Forlaget Historia 2019). Bogen må endelig ikke forveksles med en almindelig rejseguide, da den først og fremmest handler om mit personlige møde med den jordanske hovedstad, dens kultur og befolkning. Alligevel kan man drage nytte af at læse bogen, hvis man planlægger en tur til Jordan og dermed også til landets mangfoldige og levende hovedstad Amman, hvor kulturen af mange forskellige årsager aldrig står stille.

 



Ny bog om Amman

Min hverdag i Jordan Posted on Wed, February 27, 2019 13:21:44

Min nye bogAlle veje fører til Amman – mødet med en mangfoldig by udkommer i løbet af foråret 2019. Bogen er ikke en rejseguide, men handler derimod om mit personlige forhold til, og min beskrivelse af, den
jordanske hovedstad Amman og dens indbyggere.



Skrald til salg!

Min hverdag i Jordan Posted on Fri, February 23, 2018 09:54:55

I 1975 havde den jordanske hovedstad Amman kun lidt over 500.000 indbyggere. I dag huser byen over 4 millioner mennesker, hvoraf de fleste er flygtninge fra Palæstina, Irak, Libyen, Yemen og Syrien, hvilket har haft indflydelse på mængden af affald i byen.

I 2016 blev der dagligt samlet omkring 2.800 tons affald i Amman, hvilket er en stigning på 8 % fra 2015, hvor der blev samlet 2.600 tons om dagen af 220 skraldebiler. Og i den muslimske fastemåned ramadanen hvor byens hoteller, cafeer og restauranter holder åbent det halve af natten, stiger mængden af affald gerne til mere end 3.600 tons om dagen.

Da jeg i 1992 første gang besøgte Jordan, var Amman en temmelig søvnig (læs: kedelig), men også en noget renere by. Måske fordi folks affald blev hentet ved husene indtil midt i 1990’erne, hvorefter kommunen på grund af befolkningstilvæksten satte store affaldscontainere op i boligområderne samt på byens fortove ud til de store veje, hvor det er nemmere for skraldemændene at tømme dem.

I 1992 var det således ikke, som i dag 26 år senere, ildelugtende overfyldte affaldscontainere, der prægede gadebilledet i Amman. Overfyldte containere hvor gadekatte boltrer sig mellem plastikaffaldsposer fyldt med kylling, gryderetter og ris, konservesdåser, gamle aviser, der i mangel af bedre har været brugt som dug, toiletpapir (som ikke må smides i toilettet) og enorme mængder af plastikflasker, da man ikke drikker vandet fra hanen i Jordan. Affaldet lå heller ikke og flød på vejen rundt om containeren. Eller i rendestenen for den sags skyld.

Problemet med affaldscontainerne er, at de ikke er lukket sådan som de grønne affaldscontainere er det i Danmark. Affaldet tiltrækker derfor gadens katte og mus, rotter samt alverdens insekter såsom kakerlakker, fluer, larver osv. Skraldebilen kommer dagligt forbi og tømmer containerne, hvorefter affaldet køres til et forbrændingsanlæg. Affaldssortering som vi kender det i Danmark kendes ikke her. Ej heller forbrænding af affald til energi, hvilket er noget der jævnligt gøres opmærksom på i landets medier samt af forskellige græsrodsbevægelser. Ved at sortere affaldet ville der ellers kunne skabes arbejdspladser, foruden at det ville være godt for miljøet. Det eneste der sorteres fra er brød. På nogle af affaldscontainerne hænger der en plastikpose på den ene side, som folk kan smide deres gamle brød i. Det kasseres ikke som affald, men gives til folk der holder fx får og geder.

Mange af byens skraldemænd er egyptere. Men flere jordanere med palæstinensisk baggrund arbejder også som skraldemænd, selvom jobbet har lavstatus. For arbejdsløsheden er stor i Jordan, og hvis man har en familie at forsørge, så må man til tider tage de job der er. I byens utallige etagebyggerier går beboerne ikke selv ned til containeren med deres affald. Det er skam den egyptiske viceværts arbejde. Vi stiller bare affaldsposerne uden for vores hoveddør, hvor de står indtil han henter dem. Men nogle gange er han lidt sent på den, eller kattene er måske bare lidt hurtigere end han er. Og så ligger vores affald og flyder ude i opgangen, fordi kattene har revet poserne i stykker for at få fat i eventuelle madrester.

Flere mennesker smider bare deres affald på gaden i forventningen om, at der kommer nogen og gør rent efter dem. Sodavandsdåser, plastikbestik og bægre fra byens utallige cafeer og restauranter ligger tit i rendestenen eller på fortovet. Fastfood emballage sviner – eller rettere sagt: Folk der indtager fastfood sviner. Desuden har jordanerne et betydeligt overforbrug af plastikposer. Hver gang jeg handler i indkøbscentret Carrefour har jeg mindst 2-3 plastikposer med hjem. For køber man ti ting, så bliver de nok lagt i fire plasticposer. Jeg har forsøgt at medbringe et stort indkøbsnet, men ham der pakker mine varer fylder dem stadigvæk i plastikposer. Som han så lægger forsigtigt ned i nettet!

PS: Indvandringen og flygtningestrømmen har betydet, at der siden 1995 er sket en fordobling af Jordans befolkning fra 4.572.904 til mere end 10 millioner indbyggere.



Bygningen

Min hverdag i Jordan Posted on Fri, February 16, 2018 09:16:26

Når man går op ad Tala al-Ali fra indkøbscenteret Safeway mod Dawar al-Waha, passerer man på et tidspunkt et lille og til tider larmende Tivoli på venstre side. Tivoliet ligger faktisk neden for en stejl bakke, og hvis man kigger op ad bakken, så kan man se to høje gråbrune ældre bygninger på toppen af den. Jeg bor i en 3-værelses lejlighed på tredje sal i den ene af dem. En mellemstor lejlighed efter jordanske forhold med en lille overpyntet altan, hvor røde og hvide begonier, kaktusser, salvie, mynte, en halvvissen palme og en del små planter kæmper om pladsen. Min altan vender til den anden side af bygningen ud mod Mahmoud Saifeddine al-Irani Street, så den er altså ikke synlig fra Tala al-Ali. Det er sådan set meget godt, da både jeg og mine gæster fra Danmark ynder at sidde der i solen og drikke kaffe.

Bygningen står altså på toppen af bakken og skuer ud over Tala al-Ali. Godt brugt med rester af en bedre fortid, hvor alt endnu var nyt. I dag flytter husets beboere ud og ind. Ingen af lejerne (undtagen min sure nabo) bliver boende der ret længe ad gangen. Måske fordi det om vinteren trækker ind ad husets utallige snirklede sprækker, gamle trædøre og utætte vinduer. Og fordi solen om sommeren bager på bygningens tag fra tidlig morgen, foruden at der tit er problemer med vandforsyningen, hvis man ikke har råd til at købe et lille apparat der sætter tryk på vandet. Vandet pumpes dagligt op til lejlighederne fra store vandtanke, der står henholdsvis i bygningens parkeringskælder og oppe på bygningens tag. Jeg tænker ofte på, hvordan mon Jordans vandforsyning kommer til at se ud om bare 20 år…

Bygningen har både trappe (faktisk to) og en smal gammel elevator med trægulv. Jeg tænker dagligt på, hvornår en eller anden gæst eller beboer går igennem gulvet. Elevatoren knirker arrigt når jeg træder ind i den, og den ryster hele vejen op til tredje sal, hvor nogle af kattene ynder at forrette deres ærinde på min dørmåtte. Den er såmænd heller ikke bedre værd! Alligevel har jeg nu overhældt måtten med billig parfume, der trods alt lugter bedre end katte-urin. Nu lugter der til gengæld som på et billigt bordel uden for min yderdør på tredje sal i bygningen på toppen af bakken. Gadekattene kommer helt op på tredje sal for at lede efter mad i vores skraldeposer, som vi sætter uden for døren, hvor bygningens vicevært henter dem to gange om dagen. Nå, men tilbage til den famøse elevator, som viceværten, Abu Ridha, opkræver ”elevatortilsynspenge” til en gang i kvartalet. Gad vide om han nu også får tjekket den, eller om pengene går ubeskåret til familien hjemme i Egypten?

Nogle forbipasserende vil muligvis bemærke to ting: En flot og velduftende jasminbusk i et stort blomsterbed foran bygningen og at bygningen er opført op ad en anden bygning. Det vil sige, at hvis man tager den forkerte trappe og står af på tredje sal, så står man pludselig foran en mur. Her ender den anden side af bygningen. Trapperne op til tredje sal er gamle og slidte. Og så ser de lidt snuskede ud på trods af, at viceværten iført store grønne gummistøvler vasker eller rettere sagt spuler dem en gang om ugen. Det opdager man, når vandet plasker gennem hele opgangen fra tredje sal og ned til bilkælderen, som duerne ynder at anvende som offentligt toilet. Det er bygningens bilejere, der bor billigt og har råd til dyre biler, knap så glade for, da deres biler altid er ”pyntet” med små hvide duaklatter, som viceværten dagligt bliver sat til at vaske af. Det tjener han så en lille ekstraskilling på, hvilket han ikke er ked af.

En del af husets beboere har tørrestativer stående på trappeopgangen uden for deres hoveddør. Sådan får de tørret deres tøj om vinteren. Andre har som jeg forsøgt at pynte lidt på opgangen med planter. Mine to planter uden for døren ved siden af den ildelugtende gamle dørmåtte bliver i forbindelse med trappevasken også vandet. Jeg har overvejet ikke bare at sætte nogle flere planter, men også nogle fine lanterner uden for min dør, men det tillader bygningens vicevært ikke. Han er af den overbevisning, at avisbuddet ville stjæle dem! Jeg ved så ikke lige, hvad et jordansk avisbud skulle med et par lanterner fra Ikea. Men måske var det mine lanterneplaner der fik viceværten til langt om længe at ordne opgangens belysning. Det har så taget ham to år at købe tre elpærer og sætte dem i…



Valentinsdag

Min hverdag i Jordan Posted on Thu, February 08, 2018 23:13:03

På trods af at nogle konservative muslimer mener, at en fejring af Valentinsdag både strider mod shariaen og opmuntrer til forhold mellem kønnene uden ægteskab, så er det ikke forbudt at fejre dagen i Jordan. Butiksindehaverne ser frem til Valentinsdag, og Ammans blomster- og gavebutikker er fulde af røde roser, chokolade, bamser samt rødt indpakningspapir på hylderne i dagene op til d. 14. februar, foruden at gadesælgerne sælger alverdens røde ting og sager. Og ifølge forhandlere som Ahmed på billedet er det ikke kun den unge generation der fejrer Eid al-Hub (Kærlighedens fest). Selv ældre helt op i firsårsalderen køber ifølge Ahmed røde roser, chokolade og bamser til den de har kær, når kærligheden en gang om året fejres i Amman.

Valentin var en romersk præst, der ifølge legenden trodsede kejser Claudius II, da denne beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig. Valentin fortsatte med at vie unge soldater og blev som følge heraf arresteret og henrettet ved halshugning den 14. februar år 269 e.Kr. I 498 e.Kr. blev han kåret til helgen af pave Gelasius, der ligeledes udnævnte d. 14. februar til Valentinsdag (de elskendes helligdag). Men fordi traditionen er kristen, mener en del muslimske teologer, at muslimer ikke bør fejre Valentinsdag, da dette kan fortolkes som en accept af de kristne højtider på trods af at profeten Muhammed efter sigende skulle have sagt, at hvert folk har deres egne højtider, og at Eid er den islamiske (Al-Bukhari). I Koranen står endvidere skrevet: “For ethvert fællesskab har Vi (Gud) fastsat et ritual, som de overholder…” (sura 22:67) og at man som muslim ikke bør imitere andre religioners skikke, da man ved at efterligne ikke-muslimer og indgå venskab med dem, bliver en af dem (sura 5:51).

Alligevel fejres kærligheden i Jordan på Valentinsdag, og der er ikke kun er tale om kærlighed mellem mand og kone, men også mellem kærestefolk, hvilket, set fra et teologisk islamisk synspunkt, er uacceptabelt, da kærlighed og sex hører ægteskabet til. Valentinsdag betragtes derfor også af konservative kræfter som værende endnu en vestlig opfordring til at sprede umoral blandt muslimske mænd og kvinder, hvilket jeg imidlertid ikke mener man i Jordan, eller andre steder i den arabiske verden, behøver Vestens hjælp til.

Set med mine øjne er Valentinsdag hovedsageligt en kommerciel helligdag på linje med Mors eller Fars dag, hvor der verden over sælges roser, chokolade og romantiske kort for mange millioner. Spørgsmålet jeg som et realistisk menneske også stiller mig selv er, om kærlighed udenfor de ægteskabelige rammer ikke også florerer i Jordan resten af årets 365 dage? Kan en dag fra eller til gøre mere ”skade”? Måske kan en stor buket røde roser og en æske god chokolade på Valentinsdag netop være årsag til, at kærestepar gifter sig og dermed opfylder teologernes normer for, hvor og hvordan kærligheden mellem to mennesker bør udleves.



Gardens

Min hverdag i Jordan Posted on Fri, February 02, 2018 09:12:05

Tidligere var området i Amman hvor jeg bor, Gardens – også kaldet Wasf al-Tal – frodige kornmarker, olivenlunde og frugtplantager. Nu er det et stærkt trafikeret område fuld af beboelse, forretninger, cafeer, restauranter og en mangfoldig flok af indbyggere fra Irak, Yemen, Palæstina, Libyen, Syrien, samt jordanere og en enkelt dansker – mig! Man er efterhånden heldig, hvis man ser skyggen af et gammelt træ, som stædigt har holdt sig i live i dette så overbefolkede område af Amman. Men træer har som bekendt rødder under gaden og fortovene, og til tider kæmper de sig frem i revnerne for at hive efter vejret og drikke lidt af det sjældne og dyrebare regnvand, der falder i om vinteren. Træerne nægter stædigt at dø ligesom mange af de flygtninge og indvandrere, som har fundet deres vej til Gardens.

Et af disse gamle træer er et oliventræ, som står i min genbos lille have, der er indhegnet af en tyk, men lav mur. I haven går nogle geder, et par får, tre høner og en hane, hvis galen gerne vækker mig tidligt om morgenen. Somme tider gør en stor gulbrun kat dem selskab. Den ynder at sidde på muren, hvorfra den betragter eventuelle forbipasserende, og den kaster et arrogant blik efter mig, når jeg går forbi haven. Huset, der står på grunden, bærer præg af at have stået der siden den tid, hvor Gardens stadig var åbent land med enkelte bebyggelser. Jeg kender ikke familien, der bor i huset, men jeg ser tit børnene spille fodbold på vejen udenfor. Det hænder at jeg går forbi dem, når de spiller, og jeg er altid bange for at få en fodbold i hovedet.

Tidligere solgte områdets bønder deres afgrøder på et marked i centrum af Amman en gang om ugen. Nu går områdets beboere ligesom jeg hen og handler i det nærmeste supermarked. Men selvom en bred vej i 1978 blev ført gennem området, der officielt blev omdøbt til Wasf al-Tal efter en premierminister der blev myrdet af palæstinensiske terrorister fra Sorte September i 1971, så hænger det gamle navn Gardens ved i folks bevidsthed. I 1992 blev vejen udvidet og fik sin endelige form, der i dag er alt for lille til alle de biler der dagligt kører gennem Gardens og videre ud mod bl.a. Khalde.

Alting koster mere her end nogen af de andre steder i byen, og der er ingen turistattraktioner i området. Så man kan gå fra den ene ende af den lange og trafikerede gade til den anden uden at få et kulturchok. Alligevel synes jeg, at der er noget charmerende over området, for her er der liv! Det mærker jeg især om foråret og hele sommeren, når et lille tivoli slår sig ned lige nedenfor den stejle bakke, hvor jeg bor. Høj musik, både arabisk og vestligt, præger hele nabolaget indtil midnat eller senere hele sommeren, hvilket ikke altid er lykken, hvis jeg en enkelt aften gerne vil sove tidligt. Men jeg har da musik til aftenkaffen, som jeg gerne drikker ude på min lille altan med alle pelargonierne.

Tidligere lå der et stort russisk cirkus på den anden side af gaden skråt over for tivoliet. Nu er området omdannet til en byggeplads, hvorpå der skal opføres endnu en indkøbscenter. Så går man nede fra enden af gaden, hvor indkøbscenteret Safeway ligger, og op til den anden ende af gaden til rundkørslen – Dawar al-Waha – (betyder oaserundkørslen) er det eneste eksotiske man ser på sin vej en moske og en lille bygning, som jeg endnu ikke har fundet ud af hvad er. Måske en lille kirke eller et lille kloster. For der står en statue af jomfru Maria udenfor på bygningens gavl. Der står hun ligesom den gulbrune kat på muren og betragter de
forbipasserende og den ulidelige trafik!



Next »